Lad medicin komme fra Europa

medlem (K) af Europa-Parlamentet, Wildersgade 26, 1408 Kbh.K. pernille.weiss@europarl.europa.eu

CORONA: Da jeg var ung sygeplejerske, var insulin noget, vi blandede i hætteglas, hvor tørstof af insulin blev gjort flydende med isotonisk saltvand. Det var et bøvlet og langsommeligt arbejde, som gjorde mange mennesker afhængige af hjælp fra sygeplejersken hver eneste dag. Det er mange år siden. I dag har vi vænnet os så meget til insulinpennen, at vi kan have svært ved at forstå, at folk for hundrede år siden døde af sukkersyge. For insulinen er altså ikke ældre. Den blev opfundet for hundrede år siden i år. Og til februar kan vi fejre, at det første menneske således for netop hundrede år siden blev reddet fra sukkersygedøden. Han døde så nogle år senere af lungebetændelse. Men det er en anden historie - om penicillinen, som først i 2028 fylder 100 år.

Rygtet om at nogle canadiere havde opfundet den nåede hurtigt den danske Nobelpristager August Krogh og hans kone Marie, som fik opskriften hentet hjem og hermed lagde grunden til det, der i dag er Danmarks absolutte kronjuvel inden for life-science og sundhedsindustri. I dag er dansk medicinalindustri verdensførende og eksporterer til hele kloden. Det gør den til en af de helt store bidragsydere til den positive udvikling i dansk økonomi. Over de seneste ti år er værditilvæksten i medicinalindustrien steget med næsten ti procent om året. For dansk økonomi som helhed har væksten været på blot 0,8 procent om året.

Desuden er den samlede værditilvækst (opgjort i faste priser) fra 2007 til 2017 er steget med 135 mia. kr., hvoraf medicinalindustrien tegner sig for 38 mia. kr. Det svarer til, at medicinalindustrien har stået for 28 procent af værditilvæksten fra 2007 til 2017. Læg oveni det, at branchen blot står for under én procent af den samlede beskæftigelse i Danmark.

Så både for sundheden, livskvaliteten for de i dag omtrent 422 mio. mennesker, som lider af sukkersyge og for samfundsøkonomien, er det værd af bruge 100-årsfødselaren til at minde os selv om vigtigheden af et godt økosystem for life-science. I Danmark og i EU.

Men alligevel virker det som om de succeshistorier hurtigt ryger i glemmebogen, når vi eksempelvis forhandler om pharmastrategien i EU.

Det har jeg oplevet på kloshold gennem de seneste uger, hvor jeg har været med til at forhandle parlamentets rapport af forslag til, hvordan EU’s kommende pharmastrategi skal se ud. Her har jeg været overrasket over den manglende fokus på, hvordan vi vil give lægemiddelindustrien lyst til at bo i EU – og ikke andre steder på kloden, hvor vilkårene synes bedre end hos os. Dette fordi lægemiddelindustrien i min optik er en uundværlig og kritisk vigtig industri, som EU ikke må undvære. Se bare, hvordan virksomhederne under covid-19 har udviklet og produceret vacciner, som kan sikre os selv – og verden omkring os – mod en aggressiv og hidtil ukendt sundhedstrussel. Bor lægemiddelindustrien ikke i EU, risikerer vi at komme bagest i køen for uddeling af vacciner og hermed være gidsler i fremmede magters vilje og evne til at hjælpe os.

Hvad giver så lægemiddelvirksomhederne lyst til at bo i EU? Vores høje krav og mange ønsker til hvilke problemer, diagnoser og lidelser vi beder om deres løsninger til? Jo, det er bestemt godt med en kunde, der ved, hvad han vil ha’. Men det er ikke nok. Kunden skal have købekraft, og virksomheden, der skal udvikle løsningerne, skal have en robust og stærk økonomi, som kan klare at smide store summer ind i laboratorierne uden garanti for, at alle pengene hver gang kan tjenes hjem. Derfor findes patentreglerne. Risikerer du meget, skal du også kunne tjene på det, der lykkes. Ellers går økosystemet i stykker.

Lige præcis dén ingrediens er desværre blevet politisk umoderne. Eller også tror mange af mine kollegaer simpelthen på, at moderne politikeres fornemmeste opgave er at stille krav i stedet for at sikre vilkår for, at ambitioner og løfter kan indgås.

Undskyld mig! Sådan fungerer det ikke.

Insulinen blev ikke opfundet, fordi politikerne bad om den. Den kom til verden af kloge hoveder, der ville løse et problem. Lægemiddelindustrien er ikke blevet et våben mod diverse livstruende sygdomme og lidelser, fordi vi politikere siger, at det skal den gøre. Det sker, fordi det er industriens DNA at gøre det. Med penge de har tjent bl.a. via patentrettigheder og i kraft af et respektfuldt, konstruktivt samarbejde mellem EU-landenes sundhedsvæsener og respektive uddannelses- og forskningsinstitutioner i topklasse.

Sådan sikrer vi os at sygdomme, vi bakser med i dag, vil være noget, vi overlever om hundrede år.