Lægdsruller og slægtsforskning
Erich Alster Klug sætter publikum ind i arbejdet
Mød slægtsforsker og forfatter Ulrich Alster Klug fra Fredericia, når han besøger Sæby 8. november.
Lægdsruller og søruller er fortegnelser over de mænd, der kunne udskrives til militærtjeneste i hæren eller flåden.
Rullerne kan bruges til at følge mænds flytninger eller til at finde ud af, ved hvilken enhed i militæret værnepligten blev aftjent. Det er ikke helt ligetil at arbejde med lægdsruller. Der er mange ting, man skal være opmærksom på.
Og man bliver nødt til at benytte sig af en række hjælpemidler.
I 1789 overtog staten udskrivningspligten fra godsejerne, og derfor begyndte statens lægdsruller dette år. Indtil 1849 blev kun bondefødte mænd indskrevet, da almindelig værnepligt først blev indført som følge af grundloven af 1849.
Lægdsrullerne giver detaljerede oplysninger om de indskrevne drenge og mænd, f.eks. faderens navn, den værnepligtiges navn og fødested, alder og højde, opholdssted og sogn, flytning, muligvis også om erhverv, civile straffe og om måske også indkaldelse til hæren eller flåden.
Hér kan slægts- og lokalhistorikere hente mange, spændende og nyttige oplysninger, og lægdsrullerne er frit tilgængelige efter 75 år. De udgør én af de basale kilder til slægtsforskning. Statens lægdsruller 1789-1932 er scannet til ArkivalierOnline, så man kan arbejde med dem hjemme uden at besøge arkiverne.
Klug vil både gennemgå det teoretiske stof, der udgør det nødvendige grundlag for benyttelse af lægdsrullerne, samt illustrere emnet med en række konkrete eksempler - med hovedvægten på Vendsyssel.
Han startede undersøgelsen af sin slægt i 1984 og har undervist i slægtsforskning siden 1995 - først i Københavns-området. I 2006 flyttede han til Fyn og har siden undervist mest vest for Storebælt.
Han holder dog foredrag over hele landet om alle mulige emner indenfor slægtsforskning. Desuden har han et lille forlag, der udgiver materialesamlinger om slægtsforskning.
Disse materialer kan anskaffes i forbindelse med foredraget. Læs mere på hjemmesiden: www.dannebrog.biz.
Det er Folkeuniversitetet, Saltlandets og Slægts- og Lokalhistorisk forening i Frederikshavn står bag denne aften.
Og det sker i Manegen i Sæby 8. november kl. 19, og der er entré.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.