Lægger film om Skagen og skagboer på nettet
Kurt Jensen har mere end 350 film at uploade fra
SKAGEN: Der er godt gang i udstyret i 69-årige Kurt Jensens hobbyrum, hvor han for tiden er i gang med at redigere og uploade film fra Skagen og omegn, som han har optaget gennem mere end tyve år.
Indtil videre har han lagt 24 film op på kanalen ”Nordbo100” på youtube.com, og de spænder over portrætter af spændende skagboer og kulturelle begivenheder.
- Jeg har lavet omkring 350 film siden 1991, og har tidligere været ude at vise dem på for eksempel plejehjem og hos forskellige foreninger. Nu kommer de fleste så online, for jeg vil gerne dele dem med folk, fortæller den selvudlærte filmmager.
Han laver film fra området om Skagen gamle kommune, og er ifølge ham selv meget opmærksom på, at kilderne føler sig trygge.
- Jeg taler altid med folk inden jeg redigerer mine optagelser, og hvis der er noget, de ikke bryder sig om, så redigerer jeg igen. I hvert fald når det gælder portrætter af mennesker, forklarer han.
Alle skal glædes af det
Formålet med at lægge det meste af det meget omfattende materiale Kurt Jensen har samlet gennem årene via sine kameralinser gratis op på internettet er ganske ligetil.
- Jeg synes alle skal have mulighed for at få glæde af det. Især de kommende generationer får mulighed for et ret unikt indblik i Skagen før i tiden, og kan måske opleve nogle af deres aner fortælle. Og så har jeg haft rigtig mange gode oplevelser med at lave filmene også. Det er rigtigt spændende, og jeg kan godt lide at dele al den viden jeg har fået, og stadig får, med andre, siger han.
Kurt Jensen har så meget arkivmateriale at tage af, så det mestendels bliver det, som ryger op på siden.
- Men der kommer da også lidt nyt til, for jeg filmer skam stadig, afrunder han med et smil.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.