Lærerværelse blev tømt for Wegner-stole

To sigtet og varetægtsfængslet efter tyveri af 30 designerstole fra Skolecenter Jetsmark

PR-foto

PR-foto

KAAS:Ved midnatstid blev lærerværelset på Skolecenter Jetsmark 30 Wegner Y-stole fattigere. Alarmen tirsdag gik kl. 23.58. Otte minutter senere var vægterfirmaet fremme på skolen, men såvel stole som gerningsmænd var forduftet. Stolene kom dog tilbage på sine vante pladser, da politiet fangede gerningsmændene allerede i nat.

Ifølge skoleleder Lars Hviid Pilgaard skete det via et rutinetjek af tyvenes lastbil, da den blev stoppet på hovedvejen.

- Det er dæleme effektivt politiarbejde. Det er helt ufatteligt heldigt, at politiet stopper dem så hurtigt, roser Lars Hviid Pilgaard.

Fire gerningsmænd blev onsdag eftermiddag fremstillet for lukkede døre ved retten i Hjørring.

- To blev sigtet for tyveriet og varetægtsfængslet i 14 dage, fortæller vicepolitikommissær Peter Skovbak.

To andre blev løsladt.

- Løsladelsen har anklagemyndigheden kæret til Landsretten, oplyser Peter Skovbak.

Ingen forsikring

Skolelederen formoder, at lastbilen har bakket helt op til lærerværelset for at kunne fjerne stolene så hurtigt. Stolene er lette at transportere og temmelig værdifulde. Cirka 4.500 kroner stykket er de værd.

Hvis politiet ikke havde fanget gerningsmændene så hurtigt, ville det have været en større udskrivning for skolen at erstatte designerstolene. Der er nemlig ingen forsikring på dem, oplyser skolelederen.

Tyvene er kommet ind ved at benytte en stjålet nøgle. En medarbejder havde indbrud i bilen for nylig, hvor nøglen lå sammen med skolens brevpapir. Politiet har endnu ikke fundet nøglen, men hvis ikke den findes skal samtlige låse skiftes på skolen. Det er en udskrivning på 108.000 kroner.

- Det er næsten lige så dyrt som stolene. Så jeg håber, politiet finder nøglen også, konstaterer Lars Hviid Pilgaard.

Han oplyser, at skolen netop nu er i færd med at sikre stolene og at man også overvejer at sætte videoovervågning op på skolen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden