En kreds af initiativtagere præsenterede for få dage siden en spændende vision for et kvalitetsløft i mulighederne for både breddeidrætten, den professionelle idræt og koncertoplevelser i Aalborg. 

Visionen tog sit afsæt i, at Væddeløbsbanen flytter uden for byen, og at det store bynære område i Vestbyen omformes til at rumme stærke nye faciliteter for idræt og kultur. 

Finansieret ikke af kommunekassen, men ved at kommunen sælger byggemuligheder. 

Samtidigt var der lagt op til nytænkning af både stadions rolle og en kapacitetudvidelse ved Aalborg Kongres og Kultur Center. Politisk er der taget meget positivt imod det, fordi forslaget rummer rigtigt mange gode gevinster. 

Men det er samtidigt vigtigt at understrege, at der bliver brug for en meget grundig proces, inden der træffes beslutninger i sagen. Det første trin må efter min mening være, at vi får klarlagt behov og ønsker. Vi skal have kortlagt, hvor den brede vifte af idrætsforeninger ser et behov for kapacitetsudvidelser. 

Bevægelse for livet er en hjertesag og dokumenteret helt afgørende for både den fysiske og mentale sundhed. Det skal vi sikre gode vilkår. Vi skal vide, hvad det er for præcise behov, den professionelle sport ser for bedre publikumsfaciliteter til sportsoplevelser. Vi skal vide, hvilke koncertmuligheder, der er ønsker om at skaffe plads til. 

Hvilken øget kapacitet til konferencer og messer er der brug for. Når vi har disse indspil i processen, skal der foretages en faglig vurdering, hvor vi også tillader os at se kritisk på ønskerne. Dansk Boldspils Union ser gerne et stadion med plads til 30.000. 

Men har vi brug for det? 

Det er godt at drømme stort. Men vi skal jo ikke bygge et kæmpe stadion, hvor tilskuerne til langt de fleste kampe kun fylder en lille del af området. Tilsvarende skal vi nøje vurdere, hvor store koncertmuligheder vi skal lægge op til udendørs og indendørs. 

Hvad er økonomisk og kunstnerisk bæredygtigt? 

Først når vi har et klart billede af behovene, kan vi gå videre. I andet trin af processen skal vi afklare mulighederne for den fysiske placering af kapaciteterne. Væddeløbsbanen er spillet ind som en mulighed. Findes der andre relevante muligheder, der skal overvejes seriøst? Initiativtagerne har allerede overvejet en del. 

Men vi skal have en proces, hvor alle kan følge med. Er der udbygningsmuligheder ved Gigantium? I hvilket omfang kan stadion ved Haraldslund nytænkes? Hvordan er udvidelsesmulighederne ved AKKC? Mange gode spørgsmål skal undersøges og afklares. Dernæst er det som tredje trin vigtigt at få en grundig belysning af det trafikale. Hvad skal der til for at byen kan rumme den trafik, som store sports- og kulturoplevelser vil give? 

Den kollektive trafik er allerede opgraderet med plusbussen, og det er oplagt at indtænke både den og andre dele af den kollektive trafik. Det kan også blive nødvendigt med midlertidige parkeringsarealer i byens udkant, der betjenes med højfrekvente shuttlebusser. 

Helt sikkert er det, at vi ikke kan have mange tusinde biler inde tæt på et stadion. Det er samtidigt godt at huske på, at vi jo faktisk tit i Aalborg har håndteret meget store mængder af tilskuere og deltagere – uden at byen er brudt sammen af den grund. Lad mig nævne både Tall Ship Race og DM-ugen som eksempler. Nogle har bragt Egholmmotorvejen ind i diskussionen. Det synes jeg ikke er relevant, da det jo er på byens veje – og ikke ude i periferien - at vi vil få de største trafikale udfordringer. 

Så lad os holde diskussionen om motorvejen udenfor. Der ved vi godt, at det eneste vi kan blive enige om er, at vi er uenige både i befolkningen og politisk. I fjerde trin må vi have belyst, hvilke konflikter i forhold til naboer, der skal tænkes over. Blandt de helt oplagte er, at både store sports- og kulturbegivenheder støjer. Hvor tit og hvor meget går an? 

Det hører til livet i en storby, at der ikke er stille hele tiden. Men hvis vi kan gøre noget for at dæmpe udfordringer på dette område, vil det være klogt. Erfaringen er, at naboer godt kan leve med høj lyd fra koncerter i nogle dage, når det er godt varslet. Tag f.eks. Nibe Festival, der giver den fuld gas i fire dage i træk hver sommer, med beundringsværdigt få klager. 

I femte trin skal vi have bæredygtighed og arkitektur på plads. Omformningen af centrale arenaer for idræts- og kulturliv skal ske med mest muligt genbrug og mindst mulig miljømæssig belastning. Arkitekturen skal være i verdensklasse så byggerier, der skal stå i hundrede år, bidrage til at gøre byen og byens rum smukkere. I sjette trin skal vi have hele økonomien belyst. 

Hvad vil det koste, og hvordan kan projekterne gennemføres, så vi overholder målsætningen om, at kommunens skatteydere ikke skal bidrage med nye penge. Oplægget er, at det skal ske ved at sælge byggeretter – rettigheder til at opføre et bestemt antal kvadratmeter i den udformning og til det formål, der fastlægges i en lokalplan. Det skal være godt indpasset i de fysiske omgivelser. Og jeg vil gerne igen slå et slag for, at vi også her skal stille store krav til bæredygtighed, grønne arealer og en arkitektur, der løfter vores oplevelse af byen til nye højder. 

I det syvende trin bliver det så til den tid voldsomt interessant, om investorer kan se sig selv i helheden. Initiativkredsen er på forhånd meget fortrøstningsfulde. Men jeg skriver med vilje investorerne som sidste trin, da det er den åbne og demokratiske proces – hvor alle er velkomne til at bidrage – der skal lede frem til, hvad vi ønsker bygget. Det forpligter kolossalt, når vi tager fat på så store forandringer. Det er vigtigt, at hele processen bliver båret af åbenhed, inddragelse og nysgerrighed. Vi har et langt og flerårigt forløb foran os, hvis planerne skal realiseres på en måde, så flest mulige kan se sig selv i det endelige resultat. Jes Lunde Rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.