Aftenskolerne og idrætsforeningerne vigtige for fællesskaber og sundhed
Aalborg er en af ganske få kommuner i landet, hvor aftenskolerne har fået en strategisk placering i den omfattende Bevæg dig for livet-indsats – og det har til fulde virket efter hensigten.
Generelt er det som om, aftenskolerne har holdt sig tilbage, så de ikke kommer i konkurrence med idrætten, men sådan har vi ikke grebet det an i Aalborg. Tværtimod har vi stået sammen og dermed evnet at brede viften af tilbud og muligheder ud og således med succes, nået en meget større gruppe mennesker.
Den ambitiøse målsætning for Bevæg dig for livet-indsatsen er at gøre Danmark til en nation, hvor mindst 75 procent af borgerne dyrker motion. Partnerskabsaftalen mellem DGI og DIF – og med støtte fra Nordea-fonden og TrygFonden – har i perioden 2014 til 2022 betydet, at 135.000 flere voksne danskere er blevet aktive i idrætsforeningerne.
I Aalborg, der var en af visionskommunerne, valgte Folkeoplysningsudvalget, at de lokale aftenskoler skulle være en aktiv del af Bevæg dig for livet. Og vi er ikke i tvivl om, at det har spillet en betydelig rolle i sundhedsindsatsen, at aftenskolerne har været en del af projektet.
Samarbejdet skal fortsætte
Det var vigtigt at få aftenskolerne med, da de med flere end 10.000 årlige deltagere på deres bevægelseshold havde bevist evnen til at række ud til en bredere målgruppe og fastholde deltagerne gennem fællesskaber.
Det ville være et afgørende supplement til indsatsen i idrætsforeningerne, når målet var, at vi skulle have flere til at dyrke mere motion og være mere aktive. Den øvelse lykkedes. Og nu er det vigtigt, at samarbejdet mellem aftenskolerne og idrætsforeningerne fortsætter, fordi Aalborg Kommune har forlænget Bevæg dig for livet-indsatsen frem til 2028.
Ved at lægge fortidens grænsedragninger mellem aftenskolernes og idrætsforeningernes motionsaktiviteter til side kan vi fokusere på det, der tjener et formål - større end ensidig interessevaretagelse.
For Aalborgs vedkommende har aftenskolernes særlige bidrag i Bevæg dig for livet-indsatsen især været øget aktivitet for udsatte målgrupper. Fra 2019 til 2022 er antallet af kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister og sygedagpengemodtagere på aftenskolernes bevægelseshold steget med 170 procent. Med andre ord: En markant stigning inden for et område med et meget stort sundhedspotentiale.
Seniorer er en af de målgrupper, vi har særligt fokus på i den nye visionsaftale. Og skal vi for alvor lykkes med – også – at løfte den opgave, er det afgørende, at vi fortsætter og udbygger det gode samarbejde mellem idrætsforeningerne og aftenskolerne.
Det frugtbare samarbejde mellem idræt og aftenskoler i Aalborg vidner om et potentiale i andre dele af landet. I den forbindelse er vores klare opfordring, at aftenskolernes landsorganisationer skal komme ind i kampen og støtte op om, at aftenskoler landet over kan være bidragydere til Bevæg dig for livet-indsatsen. Når målet er, at danskerne skal have langt nemmere adgang til motion, giver det mere end almindelig god mening, at aftenskolerne og idrætten løfter i flok.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.