Debat

Borgmester forsvarer festival: Det handler ikke om veganske opskrifter

Aalborgs socialdemokrater anført af borgmester Lasse Frimand Jensen glæder sig over, at der også kommer en Bæredygtighedsfestival i 2025.
Aalborgs socialdemokrater anført af borgmester Lasse Frimand Jensen glæder sig over, at der også kommer en Bæredygtighedsfestival i 2025. Foto: Henrik Bo

Opdateret kl. 17:44

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Bæredygtighedsfestivalen er tilbage i 2025

25. januar 2025 besluttede et flertal i byrådet at bevilge 700.000 kroner til at afholde Bæredygtighedsfestival i 2025. 

Pengene er en del af den bevilling, der blev givet til Bæredygtighedskonference i AKKC og Bæredygtighedsfestival i Kildeparken 2024. 

Arrangementerne gav flere indtægter end forventet, og derfor er det nu muligt at afholde Bæredygtighedsfestival igen i 2025. De borgerlige partier stemte imod forslaget på et fordomsfuldt grundlag.

Vores ambitioner om at skabe et bæredygtigt Aalborg handler ikke om at dele veganske opskrifter og konkurrere om at give afkald på goder i hverdagen. Klimaindsatsen i Aalborg er først og fremmest sikkerhedspolitik, erhvervspolitik og et spørgsmål om at kunne levere velfærd i fremtiden.

1. Sikkerhed

Klimaindsatsen er sikkerhedspolitik, fordi vi med vores klimaplan anstrenger os for at gøre os uafhængige af fossile brændsler og dermed uafhængige af utilregnelige stater i Mellemøsten og Rusland. 

2. Erhverv

Klimaindsatsen er erhvervspolitik, fordi vi lægger areal, infrastruktur og viden til virksomheder, som ønsker at afprøve nye grønne teknologier i stor skala.

3. Fremtidens velfærd

 Klimaindsatsen er grundlaget for fremtidens velfærd, fordi vi rettidigt investerer i at tilpasse os klimaforandringerne i stedet for at overlade regningen til kommende generationer.

Fremtidens festival

Men hvorfor er en Bæredygtighedsfestival så nødvendig? Det er der flere grunde til. 

Bæredygtighedsfestivalen sætter Aalborg på verdenskortet som Danmarks grønne hovedstad. Det er ikke et uvæsentligt brand at have, når vi skal have EU til at investere i grønne projekter i Aalborg og Nordjylland.

Vores børn og unge skal i højere grad vælge erhvervsrettede og naturvidenskabelige uddannelser, så de kan være med til at udvikle fremtidens grønne teknologier. Det er et tema, som fylder meget til en Bæredygtighedsfestival og de deltagende virksomheder bruger Bæredygtighedsfestivalen til at skabe nysgerrighed for naturvidenskab og energiteknologi hos de unge og for at sikre sig arbejdskraft i fremtiden.

Vores unge iværksættere, som i høj grad tænker i bæredygtige og grønne produkter, skal have en platform, hvor de både bliver hyldet og kan vise deres produkter frem for potentielle kunder. 

Løvens Grønne Hule, som BusinessAalborg har afholdt i forbindelse med Bæredygtighedsfestivalen, giver de unge blod på tanden for at skabe vækst og tro på, at de kan bidrage til en grønnere verden.

Lokalt og personligt ansvar

Vi skal have en dialog om, hvordan vi anvender vores arealer i fremtiden. 

Vi har behov for arealer til solceller og vindmøller, natur og biodiversitet, grundvandsbeskyttelse, byudvikling og nordjysk fødevareproduktion af høj kvalitet. Den dialog foregår i de Lokale Grønne Treparter, men bliver kun en succes, hvis lokalsamfundene engagerer sig. 

Også til dette formål vil Bæredygtighedsfestival være en glimrende platform.

Og så skal vi selvfølgelig bruge Bæredygtighedsfestivalen som en kærlig reminder til os selv om, at vi skal bidrage til den grønne omstilling gennem små handlinger som at sortere affald, give plads til vildere natur i vores haver, overveje vores transportvaner og være bevidste forbrugere.

Mange ser fidusen

Byrådets borgerlige partier kunne ikke stemme for en Bæredygtighedsfestival i 2025. 

Med op imod 20.000 publikummer, donationer fra flere fonde og med deltagelse af nogle af Aalborg største virksomheder i 2024, er der heldigvis bevis for, at mange andre kan se fidusen i, at vi møder hinanden til Bæredygtighedsfestival i Aalborg.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden