Bredside mod byrødder: I glemmer Hannæs og jagter billige point
Opdateret kl. 13:53
DEBATINDLÆG: Nordjyske har den 12. maj og 2. juni fortalt om Thisted Kommunes godkendelse af Feggesundfærgens budget 2024 og regnskab 2022. Kommunalbestyrelsens store omsorg for færgen kræver et par kommentarer.
Regnskabet for færgedriften 2022 viser en overskridelse i forhold til budgettet. Thisted Kommune skal derfor betale yderligere 701.366 kr. til færgen. Beløbet udgør 0,2 promille af Thisted kommunes samlede driftsudgifter i 2022. Overskridelser gør, at kommunalbestyrelsen vil undersøge nytteværdien af færgedriften ved Feggesund. Samtidigt er der et krav om realistiske budgetter for færgen fremover. Kommunalbestyrelsen forholder sig overhovedet ikke til årsagerne til budgetoverskridelsen eller til, om budgettet måske var realistisk på tidspunktet, hvor det blev udarbejdet. Budgettet for 2022 er formentligt udarbejdet maj-juni 2021. På daværende tidspunkt var brændstofprisen en ganske anden end prisen, der faktisk blev gældende i 2022 på grund af krigsudbruddet i Ukraine i februar 2022. Ser vi på Thisted kommunes budget for 2022, så er der her regnet med en generel prisstigning på 2 %. Færgebudgettet er formentligt udregnet med en tilsvarende forventning. Det mener kommunalbestyrelsen nu i bagklogskabens klare lys er urealistisk. Morsø kommunalbestyrelse forholder sig realistisk til færgens regnskab og budget. Man påpeger, at budgetafvigelserne skyldes stigende brændstofpriser, coronanedgang i trafikken samt større reparationsudgifter.
Ideen om at kunne undersøge Thisted Kommunes nytteværdi af Feggesundfærgen er interessant. Hvordan skal undersøgelsen foretages? Hvad er nytteværdien af vejen mellem Agger og Hurup eller af Hanstholm Havn? Nytteværdien kan naturligvis ikke gøres op i kroner og ører. Men man sikkert købe et konsulentfirma til at lave beregninger, der kan bruges i et forsøg på at nedsætte Thisted Kommunes i forvejen beskedne andel af udgifterne til færgedriften. Værdien af færgedriften er den samme på begge sider af Feggesund. Fordelingen af udgifterne burde naturligvis være 50-50.
Thisted Kommune påstår at være en grøn og klimavenlig kommune. Det burde derfor være en selvfølge for kommunen at støtte mest muligt op om Feggesundfærgen, der netop er med til at nedsætte CO2 udledningen.
Nordjyskes indlæg om godkendelse af Feggesundfærgens regnskab og budget efterlader desværre det indtryk, at kommunalpolitikerne i Thisted Kommune ikke er i stand til at forstå forskellen på et budget og et regnskab. Hvis det ikke er tilfældet, så må udtalelserne i forbindelse med vedtagelsen af budget 2024 for Feggesundfærgen kun kunne opfattes som forsøg på at score billigepoint i sin egen baghave.
Udtalelserne bekræfter også fornemmelsen af, at Thisted Kommune mere og mere kun betragter sig som kommune for Thy. Hannæs er imidlertid stadig en del af Thisted Kommune.
Det er samtidigt skuffende, at ingen kommunalbestyrelsesmedlemmer vil forsvare Feggesundfærgen. Det er forstået, at ingen tør udtale sig i skoledebatten, men et forsvar for en merudgift til færgedriften på 700.000 kr. burde være muligt.