De senere år har temaet sorg med jævne mellemrum fundet vej til medierne. Det har jeg hilst velkomment, men det giver mig også en fornemmelse af, at det moderne menneskeliv er underligt fragmenteret, og at vi frakobler tilværelsens sværeste vilkår, som noget vi ikke vil have med at gøre.

En enkelt googlesøgning giver indsigt i, hvad man som sørgende kan forvente af sorgens faser, hvilke følelser og tanker, der er normale, og hvor man kan søge hjælp, hvis sorgen sætter sig fast. 

Det er blevet almindeligt at udlicitere sorgbearbejdelse til professionelle, terapeuter, psykologer og et stort ukontrolleret behandlermarked, hvor vi som moderne mennesker kan søge hen, når vi ikke ved, hvad vi skal stille op med os selv og det tomrum som sorg efterlader os i.

Vi mister alle sammen. Det er et grundvilkår i vores liv og ikke noget, vi skal behandles ud af, men noget vi er tvunget til at leve i - så hvorfor er det så svært at tale om?

For to uger siden mistede jeg min højt elskede hund, og det slog bunden ud af mig. Jeg har været til mange bisættelser de senere år, og har nået en alder, hvor det ikke er usædvanligt, at mennesker både dør for tidligt af sygdom og ældre slægtninge går bort.