Vrede i DF-toppen: Uhørt ufin tackling af Hammer Sørensen
Opdateret 06. december 2023 kl. 12:44
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Venstres borgmester Mogens Jespersen har med en uhørt ufin tackling spillet Dansk Folkepartis dygtige teknik- og miljøudvalgsformand, Jørgen Hammer Sørensen, af banen og frataget ham og hans konservative kollega deres udvalgsformandsposter.
Fyringen bunder i uenighed om håndtering af en budgetmanko på 40 mio. kr., som de tre andre borgerlige partier havde andre ønsker til finansiering af end Venstre-borgmesteren. Det sker jo i politik, at man bliver uenige - også mellem partier, der har konstitueret sig sammen. Men det sker så at sige aldrig, at man af den grund pludselig begynder at fyre udvalgsformænd.
Det er der flere årsager til. Dels ligger det i kortene, at når posterne fordeles ved konstitueringen efter et kommunalvalg, så sker det for den fulde fireårige periode. Dels er det totalt ødelæggende for tilliden til en konstituerende part – i dette tilfælde Venstre – at man sprænger en konstituering i stumper og stykker midt i en valgperiode. Hvordan skal Dansk Folkeparti og de øvrige borgerlige partier i byrådet nogensinde kunne stole på Venstre igen?
Jeg er klar over, at Mogens Jespersen ikke genopstiller ved næste valg, og det er sikkert medvirkende årsag til hans beslutning – den får jo ikke konsekvenser for ham selv. Men den får konsekvenser for hans parti.
I mine og Dansk Folkepartis øjne har Jørgen Hammer Sørensen gjort alt det rigtige. Han har forsøgt at undgå besparelser på den borgernære velfærd. Og ingen har altså ved en konstituering lovet at bakke borgmesteren op i et og alt i samfulde fire år. Var det tilfældet, var der jo ingen grund til at byrådet overhovedet mødtes hver måned, så kunne man jo bare overlade det til borgmesteren at køre butikken de næste fire år, når konstitueringen først var overstået. Det er ikke bare et ufint, men et decideret magtfuldkomment træk af Venstres borgmester.
I Dansk Folkeparti bakker vi i hvert fald Jørgen Hammer Sørensen op. Vi er kede af at han er blevet udsat for så ufin og magtfuldkommen en tackling. Det har hverken han eller borgerne i Mariagerfjord kommune fortjent.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.