Direktør: Ny regel gør denne opsparingsform mere attraktiv
Opdateret kl. 11:55
Aldersopsparing, ratepension og livslang pension.
Ja, allerede nu lyder det måske en smule tørt for mange, men ikke desto mindre kan sammensætningen af pensionsopsparingen få stor betydning for, hvor meget der i sidste ende bliver at gøre godt med.
De forskellige opsparingstyper har hver især deres fordele, og det er forskelligt, hvad der bedst kan betale sig for den enkelte.
Og nu er det væsentligt at tage højde for ny relevant lovgivning, der gør den ene af opsparingsformerne - aldersopsparing - mere attraktiv end hidtil for en stor gruppe af danskere.
En fordel for modtagere af boligstøtte
En ny regel betyder nemlig, at indbetalinger til aldersopsparing fremover ikke længere bliver modregnet i sociale ydelser som boligstøtte eller børne- og ungeydelser.
Som noget nyt giver aldersopsparing nu fradrag i indkomsten, når ydelserne skal beregnes.
Det betyder helt konkret, at en stor gruppe danskere, særligt modtagere af boligstøtte, kan få mere ud af at spare op via en aldersopsparing end hidtil.
Omfanget afhænger naturligvis af bl.a. tilskuddenes størrelse.
Ikke modregnet i folkepension
Dermed kan det være fornuftigt for en hel del danskere at tjekke, om de indbetaler nok til aldersopsparing.
Den har nemlig en række særlige fordele, mens de øvrige opsparingsformer omvendt har andre fortrin.
Aldersopsparing bliver bl.a. ikke modregnet i folkepensionstillægget i modsætning til ratepension og livslang pension.
Samtidig kan man selv vælge, om aldersopsparing skal udbetales som en engangsudbetaling eller som løbende udbetalinger.
Er du i tvivl om, hvad der bedst kan betale sig?
Det er i den grad forståeligt, og derfor anbefaler vi også i Industriens Pension, at man kontakter sit pensionsselskab, hvis man overvejer at skrue på indbetalingerne til aldersopsparing.
Automatisk indbetaling til aldersopsparing
I Industriens Pension har vi i forvejen indrettet ordningen sådan, at medlemmerne automatisk får indbetalt så meget til aldersopsparing som muligt op til lovens maksimum-grænser.
Medmindre de aktivt selv vælger noget andet.
Men hos mange danskere er aldersopsparing endnu ikke så udbredt, og de nye regler kan formentlig medvirke til at udbrede opsparingsformen hos nogle grupper.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.