Enhver kommune ville savle over de her mennesker. Hvorfor lægger vi hindringer ud for dem?

Mangeårig erhvervsdrivende i Hanstholm undrer sig over Thisted Kommune. Han mindes ikke en eneste konflikt mellem erhverv og surfere i 20 år, skriver han i dette læserbrev

Læserbrevsskribenten ser ingen konflikter mellem surfere og erhverv i Hanstholm. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Læserbrevsskribenten ser ingen konflikter mellem surfere og erhverv i Hanstholm. Arkivfoto: Bo Lehm

DEBATINDLÆG: I Klitmøller bor der ca. 14 læger og lægestuderende. Nogle af disse læger er speciallæger, mindst en er hudlæge og nogle er børnelæger.

Der er i området Klitmøller-Hanstholm mange andre lige så særligt uddannede mennesker så som ingeniører inden for flere områder. I alt fald to har med filmproduktion at gøre, og der er foredragsholdere, som færdes over hele landet. Der er også nogle dygtige projektmagere. Mange af disse arbejder indenfor energi og de forskellige ”grønne områder”.

Alle ovennævnte er kommet til området af en grund: Surfing!

Alle disse mennesker er kommet hertil af egen drift, uden at kommunen eller andre har skullet gøre det mindste. At have så mange højt uddannede mennesker placeret i udkanten af en udkantskommune ville få de fleste kommuner til at savle. Så hvorfor sætte hindringer i vejen for dem?

Jeg har i 45 år drevet virksomhed på nøjagtigt det sted, hvor surferne helst vil være her i Hanstholm. I alle de år surferne har været her (ca. 20 år), kan jeg ikke huske, at der har været nogen kontrovers mellem virksomheder på Nordre Strandvej og surferne. Så hvorfor skulle der blive det nu?

Ovennævnte hudlæge har søgt om at leje et af de fire rum i sundhedshuset her i Hanstholm, som ikke er gjort færdige. Han har nu åbnet klinik i Aalborg. Der skal ligeledes være en terapeut, men nej! Det er jo 2 specialer, der passer perfekt til et sundhedshus. Kan nogen give en seriøs forklaring på, hvorfor disse fire rum ikke er færdigrenoverede, så de kunne have etableret sig der?

Jeg mener virkelig, at nogen i kommunen, skal tænke sig om, og det er politikerne. Selv om jeg er overbevist om, at problemerne kommer fra toppen af embedsværket.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.