Er det lokaldemokrati eller Groundhog Day?
Selvom julen sluttede for over en måned siden, varmer de fleste af os på minderne om de hyggelige stunder, vi havde.
Stunder, som blandt andet foregik foran fjernsynet til en eftermiddagsfilm. En af de film, som næsten altid bliver vist i julen, er filmen ”Groundhog day” eller ”En ny dag truer”, som den hedder på dansk. Det er en filmfavorit, som jeg vil tro næsten alle kender og forbinder med noget hyggeligt.
Lidt mindre hyggeligt er det, når filmens ellers noget fantasifulde præmis bliver til virkelighed. Det er den desværre blevet for os, hvor en ny dag endnu engang truer.
I februar skal Hjørring Kommunes politikere tage stilling til, hvilke projekter om opstilling af vedvarende energianlæg skal sendes videre til politisk behandling. Intet mindre end 35 forskellige projekter er i spil.
Selvom der naturligvis er stort fokus på vedvarende energi i lyset af verdenssituationen, håber jeg, at vi ikke glemmer at værne om vores lokale demokrati og om os lokale i bestræbelserne på at tackle de globale udfordringer.
Blandt de mange projekter, som er sendt ind til kommunen, er der nogle, der gentagne gange har været til politisk behandling, nogle endda tre gange før. Det drejer sig om de tre projekter i vores lokalområde: ved Sdr. Rubjerg og Vejby, Hjortnæs, samt mellem Vrensted og Løkken.
Vi er før ad flere omgange blevet spurgt, hvad vi mente om projekterne, og om det var noget, vi ønskede i vores lokalområde.
I alle tilfælde var svaret ”Nej tak”.
Nej fra borgere, fra foreninger, og fra myndigheder.
Alligevel bliver vi nu spurgt en gang til.
Jeg har forgæves spejdet efter skuespilleren Bill Murray i håb om, at der rent faktisk bare er tale om, at man er ved at optage en efterfølger til den berømte film, for det virker jo lidt absurd, at vi skal spørges igen, igen og igen.
Vi håber, at også vores lokale politikere i Hjørring kan se den absurde situation, vi står i, hvor vi igennem flere år har været fanget i denne her tidssløjfe af, hvad virker som en endeløs politisk proces, som skaber uro og usikkerhed for fremtiden i vores lokalområde.
Vi håber, at politikerne langt om længe vil sætte os fri ved nu – forhåbentligt – at sige endegyldigt nej tak til projekterne i vores lokalområde.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.