Debat

Er folk i landdistrikterne mere dovne end folk i Aalborg?

- Der er tydeligvis et stort potentiale for mere cykling i kommunens landdistrikter, hvis lokalpolitikkerne skaber rammerne for det gennem flere investeringer i cykelinfrastruktur, skriver Mike Hedlund-White (billedet) og Nicolai Kammersgaard fra Cyklistforbundet.
- Der er tydeligvis et stort potentiale for mere cykling i kommunens landdistrikter, hvis lokalpolitikkerne skaber rammerne for det gennem flere investeringer i cykelinfrastruktur, skriver Mike Hedlund-White (billedet) og Nicolai Kammersgaard fra Cyklistforbundet. Arkivfoto: Lars Pauli

Opdateret kl. 09:32

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.

TO-HJULEDE: I landområder og byer under 1000 indbyggere cykler folk i gennemsnit en halv kilometer om dagen. 

I Aalborg er tallet tre gange så højt.

Det rejser det oplagte spørgsmål: Er folk på landet mere dovne end aalborgenserne?

Det mener vi ikke, at de er. De savner blot tryg, sikker og sammenhængende cykel-infrastruktur. F.eks. har aalborgenserne adgang til en supercykelsti, og en forholdsvis sammenhængende og god cykelinfrastruktur. 

Modsat står borgerne i landdistrikterne mange steder over for smalle veje, tung trafik og fravær af sikre forbindelser til arbejdsplads, skole og offentlig transport. Derfor er det ikke nødvendigvis dovenskab, men også den dårlige og/eller manglende cykelinfrastruktur, der gør at folk i landdistrikterne fravælger cyklen og tilvælger bilen.

Forskning viser at der er et klart sammenfald mellem antal kilometer cykelsti pr. kvadratkilometer og andelen af den voksne befolkning, der cykler til og fra arbejde eller uddannelse. Sammenhængen er lidt mindre stærk, når man ser på cykling til indkøb, besøg mv. For fritidscykling er det naturen, smukke områder og gode stier, der hiver folk ud på cyklen.

Derfor er det problematisk at der i Aalborg Kommune kun er 0,7 kilometer cykelsti pr. kvadratkilometer, hvilket er på niveau med Skive og Nyborg Kommuner, men milevidt efter førende cykelkommuner som Odense og Aarhus, der har henholdsvis 2,7 og 2,6 kilometer cykelsti pr. kvadratkilometer.

Elcyklen gør en forskel

Aalborg Kommunes forsøg med deleelcykler bl.a. i Vaarst og Fjellerad viser at borgerne gerne bruger elcyklen i fritiden til fornøjelsesture og foreningsaktiviteter samt til besøg hos venner og familie. 50-70 procent af de vanlige fritidsbilture blev erstattet med elcykelture.

Det igangværende forsøg bygger videre på et tidligere succesfuldt forsøg med at udlåne elcykler til borgerne i landdistrikterne. Begge forsøg har vist, at elcyklen betragtes som et pålideligt og fleksibelt transportmiddel, og at den opfattes som et reelt alternativ til bilen, når borgerne har afprøvet den i deres hverdag.

Der er tydeligvis et stort potentiale for mere cykling i kommunens landdistrikter, hvis lokalpolitikerne skaber rammerne for det gennem flere investeringer i cykelinfrastruktur.

Så lad os gøre det mere trygt, sikkert og attraktivt for borgerne udenfor Aalborg og Nørresundby at tilvælge cyklen i hverdagen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden