Traditionen byder, at min kones familie er hos os 23. december. 

Således også i år. For at få ventetiden til at gå tog Isabella - mit brasilianske barnebarn - og jeg på skøjtebanen. Isen var blød, og fyldt med afskrab, men ikke våd. 

Vi kørte rundt uden at udfordre is og kørere. Da jeg - uden særlig fart - rundede nede ved restauranten gled min skøjte, og jeg landede på venstre hofte. Jeg kunne straks mærke, at noget var alvorligt, så Isabella hjalp mig hen til bænken.  

Jeg satte mig på bænken, mange mennesker gik forbi og spurgte venligt ind til mig. Inde fra restauranten kom en smilende kvinde med to tæpper og et glas vand.  Dejligt, tak, sagde jeg. 

Min mund føltes som Sahara. 

- Du kommer til at fryse, sagde hun, og stoppede tæpperne omkring mig. Jeg kontaktede min kone, som var midt i forberedelserne til frokosten. Bad hende og min svigersøn komme og tage bilen med hjem. De kom efter en halv times tid. Jeg satte dem ind i situationen, og jeg kunne ringe 112 uden alarmsirene. 

- Vi er på vej til dig, vi er der om ca. 10 minutter, lød beskeden. 

Jeg blev lagt i båren, og tilset af redderen. Jeg blev kørt i akut afdeling og forberedt til røntgen. Efter den seance kom sygeplejersken, så mig i øjnene og sagde: Du har brækket venstre lårben. Den gode nyhed er, at det er et rent brud. 

Jeg blev kørt på KIR 5 og kom i en rigtig seng.

Om aftenen ved 21- tiden kom der en ung kvinde til min seng, sagde sit navn og: Jeg er læge, det er mig, der skal operere dig. Vi regner med at gøre det i aften. 

Shit, tænkte jeg, der er travlt og fart på her.

Jeg kiggede rundt på de andre tre på stuen. Ved min fodende kunne jeg se forbi tæppet til en, der virkelig havde ondt. Han klagede sig konstant, og blev ofte besøgt af en sygeplejerske, der tålmodigt forsøgte at hjælpe, da han var dårligt hørende.

Diagonalt lå en voksen kvinde, der lignede et trafikuheld. 

-  Hvad har du været udsat for, spurgte jeg for at vise min interesse. 

- Jeg var gået i laden for at flytte en stak spånplader, men de var tungere, end jeg regnede med. De lagde sig oven på mig. Normalt har jeg ikke mobilen med ud, men heldigvis havde jeg den dag. Min hofte er brækket og mit venstre ansigt er blåt, som om jeg har været i boksekamp. De siger, at begge dele bliver ok igen, svarede hun. 

Ved min højre side lå en kvinde, som jeg ikke kunne se pga. forhænget, der havde fået amputeret del af det ene ben. Senere på natten var hun med til at holde humøret oppe på den gamle mand.

Min operation

Jeg blev hentet til operation ved 22.30 tiden, kørt i elevator og skulle vente til operationsrummet var rengjort. Fik fin lille hvid hue på inden de tog imod mig. Blev trukket over på operationsbordet og blev koblet til elektronikken, fik maske sat på næse og mund.  

- Nu tager du et par ordentlige vejrtrækninger, så skal jeg passe på dig og få dig til at sove godt, sagde den venlige anæstesilæge. De har altså en godt klima her, tænkte jeg og tænkte både på temperaturen og dialogen.
Det næste jeg husker er, at jeg bliver kørt ud af en elevator og afsted på gangen. "Godmorgen", sagde den venlige portør, "jeg kører dig til opvågningsstuen. Der passer de på dig, indtil du er klar til at komme på stuen igen". Det her går da nemt, tænkte jeg. Venlige mennesker omkring mig og gratis transport mellem stationerne.  

Juleaften på sygehuset

Tidlig morgen den 24. december kom fysioterapeuten ind på stuen. Jeg testede senere på dagen både kørestativ og krykkestokke. Jeg har tidligere anvendt krykkestokke, så det blev valgt. 

Klokken nærmede sig spisetid, duften havde bredt sig fra gangen og så begyndte serveringen. Andesteg og Ris a la Mande. Lækkert serveret på bakke på sengebordet. Det smagte vidunderligt. 
"Glade Jul, dejlige....." lød pludselig på gangen, og ind på stuen kom tre sygeplejersker med guitarist. En smuk iransk kvinde fangede mine øjne, nærmede sig min seng, og med bagsiden af hånden strøg hun mig forsigtigt på kinden. Jeg kunne mærke de salte tårer liste sig ud af øjenkrogen.
Så gik de videre på deres færd til de øvrige stuer. 

Næste morgen kom fysioterapeuten ind på stuen med papirerne til mig. Han spurgte, hvad jeg havde på armen. (Han var selv temmelig tatoveret)

- Paris-Roubaix, sagde jeg, jeg kørte den for år tilbage. 

Så viste jeg ham min tatovering på højre side af læggen.

- Mount Ventoux. Der hvor Vingegaard satte Pogačar i sidevinden - fra hjul,  sagde jeg.  

Kørte hjem med min kone ved rattet i sikker overbevisning om, at det danske sundhedsvæsen har god og stor grund til at vise stolthed over sine resultater.