Feminist: En penis kan ikke sidde på en kvindekrop

Den sætning var engang en frase, man kunne se tilbage på med ironisk distance eller en nostalgisk tanke til rødstrømperne. Vi kvinder har opnået den frihed, som kvindesagen i 1970’erne kæmpede for.

Sådan tror jeg, mange har opfattet kvindernes stilling i samfundet igennem det sidste halve århundrede. Men så skete der noget, som gjorde sloganet "Kvindekroppen er en kampplads" skræmmende aktuelt igen.

Den identitetspolitiske aktivisme for transkønnedes rettigheder krængede sig ind på danske universiteter gennem aktivistiske studenter og undergrundsmiljøer i 2010’erne.

Vi skulle nu lære begreber som cis-kvinde og cis-mand. Begreber, der bygger på det latinske ord cis, der betegner noget, som er på denne side, mens trans tilsvarende betyder på den anden side.

Vi skulle lære, at køn er et spektrum, en følelse, en identitet, og naturvidenskaben måtte vige i inklusionens hellige navn.

Få kvinder sagde fra

I begyndelsen ville de fleste gerne inkludere transkønnede i kategorierne kvinde og mand. Vi er jo et tolerant folkefærd. Var man en smule kritisk, eller beherskede man ikke transaktivismens akademiserede lingo og det nye spil om privilegier, så blev man kaldt transfob, transhader eller, transaktivismens foretrukne skældsord, TERF, som betyder trans-ekskluderende radikal feminist.

Ingen har vel lyst til at blive betragtet som et reaktionært fortidslevn, der demonstrerer eklatant mangel på evne til at følge med tiden, eller være hadefuld uden hverken at vide eller ville det.

Mange erklærede sympati for og med de transkønnede. Især transkvinderne, som blev iscenesat som den mest udsatte minoritet af dem alle. Andre valgte klogt at holde kæft, og nogle få kvinder valgte at sige fra.

Jeg hørte til den sidste gruppe. 

Jeg dykkede ned i emnet med stigende ubehag. For hvordan kan man sidestille kvinder og transkvinder, når vi har helt forskellige kropslige udgangspunkter? Og kan man overhovedet tale om at blive sidestillet, når den mest dedikerede yderfløj af transaktivismen turnerer med et korstog, der vil inkludere transkvinder i kvindeidræt, kvindekrisecentre, omklædningsrum og andre safe spaces, som kvinder har tilkæmpet sig?

Dertil kommer sproget, som skal være inklusivt overfor transpersoner og andre kønsminoriteter. Det amerikanske bud på en inkluderende betegnelse for kvinders kønsorganer blev ”front hole” (forreste hul), og nogle aktivister mener, at vi bør kalde transkvinder for kvinder og kvinder for cis-kvinder.

Jeg er ikke cis-kvinde, som nu betyder en person, der blev tildelt kønnet kvinde ved fødslen, og som identificerer sig som kvinde.

Køn bliver ikke tildelt ved fødslen. Jordemoderen har ikke en tromle med lodder ved siden af saksen, der skal klippe navlestrengen over, og som hun tilfældigt rækker ned i som i en køns-tombola, der skal afvikles inden moderkagen presses ud.

Jeg identificerer mig heller ikke som kvinde. Jeg ER kvinde. Det er en biologisk realitet.

Som højskolelærer spørger jeg af og til mine elever om, hvornår de føler sig som en rigtig mand eller en rigtig kvinde. Deres svar er ofte, at det er, når de løfter tunge vægte eller dresser sig op til fest. Det er fine svar, men det handler udelukkende om kønsroller - ikke køn.

Man bliver hverken mere eller mindre kvinde af at bære kjole, eller mere eller mindre mand af at træne med tunge vægte.

Tabuiseret kvindekrop

Derfor blev jeg også glad, da skrivekollektivet bag bogen "Kvinde kend din krop" bekendtgjorde, at 2025-udgaven skal være inklusiv og skrives af og til kvinder, nonbinære, AFAB-personer og transfeminine.

Indrømmet, først blev jeg dog edderspændt hvidglødende, som kun en radikalfeminist kan blive det.

De sidste mange dages reaktioner har dog gjort mig varm om hjertet. For kvinder siger nej til at få vores køn udvandet og overtaget. Kvinder siger nej til at indlemme lemmet som noget, der kan sidde på en kvinde. Nok er nok.

Da den første "Kvinde kend din krop" blev udgivet i 1975, var den en revolution. Her var en bog, som fortalte om den tabuiserede kvindekrop. Væk var ammestuehistorierne, som man talte om i skjul. Væk var udskamning af kvinders seksualitet og væk var fremmedgørelsen af den krop, som kvinder først lige selv var begyndt at bestemme over.

Bogen "Kvinde kend din krop" gav kvinder et sprog for deres egne kroppe. Et sprog til at bruge frit og lige. 

Jeg tror, de fleste kvinder instinktivt ved, at det netop er kvindekroppen, som har været det vigtigste instrument i årtusinders undertrykkelse.

Vi har hørt de gruopvækkende beretninger om kvinder, der fik illegale aborter på køkkenborde, og om kvinder, som måtte finde sig i overgreb fra mænd med magt. Vi ser, hvordan kvinder ude i verden stadig lider under den undertrykkelse, og vi ser, hvordan abortrettigheder bliver tilbagerullet i lande, hvor vi ikke troede det muligt.

Vi ved, at hvis de tager vores sprog for vores egne kroppe, så kan vi ikke opretholde vores frihed.

Den her sag er alt for alvorlig til, at vi kan give efter af frygt for udskamning og prædikater som transfob.

Trans-ideologien har gjort kvindekroppen til en kampplads igen. Den kamp skal vi som kvinder vinde.