Forbrugerrådet: Vi skal have influencere til “at give en fuck”
Opdateret kl. 12:36
REKLAME: Vibeke Falden kalder i et debatindlæg i Nordjyske 29. februar 2024 vores klage over KiMs Chips Battle et ædelt initiativ, men skriver bl.a. at ”Influencere don’t give a fuck”.
Det kan der være noget om, men når influencerne ikke tager det så alvorligt, som vi gør i Forbrugerrådet Tænk, så hænger det også sammen med, at de i mange tilfælde opererer i en gråzone mellem at være private og erhvervsdrivende. Der mangler kort sagt at få styr på influencerne og alt det, de markedsfører uden om - eller på kanten af - de regler, der gælder for medier og virksomheder.
Vi har nemlig en masse regler for, hvad og hvordan man må markedsføre produkter; særligt når det gælder børn. Og branchen har desuden selv lavet et kodeks og nedsat et Forum for Fødevarereklamer. Det er det, vi har klaget til. Vi klager over, at KiMs bruger influencere til at reklamere for usunde produkter målrettet børn, hvilket nemlig ikke er tilladt ifølge branchens eget kodeks.
At KiMs ikke selv mener, at influencere med et selverklæret børnepublikum henvender sig til børn, understreger at klagen har været nødvendig for at statuere et eksempel og igangsætte en debat om, hvilket ansvar virksomheder har, når de bruger influencere i deres markedsføring. Med klagen vil vi nemlig også gerne påpege, at influencere skal betragtes og behandles på lige vilkår med andre medier og erhvervsdrivende.
Det bliver de ikke i dag.
Gået under radaren
Vibeke Falden har derfor også en pointe, når hun undrer sig over, hvorfor der ikke har været mere opmærksomhed på lignende problematiske reklamer eller kampagner tidligere.
Mange kampagner med influencere har rigtigt nok fået lov til at gå under myndighedernes radar i for lang tid. Både fordi omfanget er enormt, men også fordi influencere som markedsføringsplatforme stadig er relativt nyt.
Med vores arbejde med anmeldelserne af en række influencere i efteråret 2023 gik det for alvor op for os, hvor mange potentielle lov- og regelbrud og gråzonetilfælde, influenceres markedsføring indeholder. Nogle af influencere var desværre ligeglade med deres potentielle overtrædelser - eller ”gav ikke en fuck,” som Vibeke Falden formulerer det. Men mange blev faktisk overraskede over, at de potentielt brød reglerne og ville gerne rette ind. Det er vi glade for, og vi vil arbejde for, at reglerne på området bliver endnu klarere, så der ikke kan opstå tvivlstilfælde.
Men hvis influencerne skal være bedre til at følge markedsføringsreglerne, må vi også insistere på, at virksomhederne lever op til de aftaler, de selv har lavet, og i det hele taget ikke bruger influencernes kanaler som smuthul til at reklamere over for børn og unge på måder, som de ikke vil gøre i traditionelle medier som fx TV.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.