Men ikke af den grund, du tror.

For vi er helt enige om, at genbrug er fedt.

Som én, der er vokset op med ugentlige besøg på genbrugspladsen, i antikvitetsbutikker og på lokale loppemarkeder, så glæder det mig, at flere har fået øjnene op for den skattejagt, det kan være.

Spændingen, når man står på hovedet i en gammel papkasse for at se, om der skulle gemme sig lige nøjagtig det, man ikke vidste, man manglede, er uforlignelig. Og kan man samtidig slippe af sted med at betale lidt mindre end det, man selv vurderer, skattene er værd - ja, så bliver det ikke meget bedre.

Derfor forstår jeg godt, at det er blevet en folkesport at stille sig i kø og vente på, at dørene til den foretrukne genbrugsbutik åbner. Jeg gør det selv.

Slagside til populariteten

Men da jeg for et par uger siden besøgte en genbrugsbutik, der bærer navnet på én af de helt store velgørende organisationer på facaden, blev jeg opmærksom på den slagside, som populariteten kan risikere at bringe med sig.

For da jeg stillede mig i kø ved kassen for at betale, kom jeg til at stå bag en lyshåret kvinde, som var i færd med at tømme kurven for børnetøj, vinterjakker og små gummistøvler.

Bag kassen, iført vest med organisationens logo på brystet, var et medlem af butikkens gratis arbejdsstyrke - i skikkelse af en ældre dame - ved at slå varerne ind i kasseapparatet.

Da kunden betalte, påpegede hun på et pænt, men ikke helt flydende dansk, at det godt nok var dyrt, når nu butikken havde fået doneret alle varerne gratis (jeg havde selv konstateret, at prisniveauet i butikken var højere end vanligt, så jeg lyttede interesseret til denne ordveksling).

- Men organisationen skal jo også tjene penge, og det går jo til et godt formål, gav den ældre dame igen.

Da den lyshårede kvinde ikke virkede overbevist, satte den ældre dame trumf på:

- Så må du jo købe tingene et andet sted.

Og dermed tydeliggjorde hun for mig et problem, der kan risikere at vokse frem af genbrugsbutikkernes popularitet.

For selvfølgelig har jeg forståelse for, at de mange flere kunder betyder, at udbud og efterspørgsel kan komme i ubalance. Og selvfølgelig går pengene for de solgte effekter (i mange tilfælde) til velgørenhed. Så jeg forventer skam ikke, at man skal give noget væk gratis.

Genbrugsbutikkernes opgave

Men hvor står vi, hvis ikke genbrugsbutikkerne vil være for alle? Hvis ikke mindrebemidlede og socialt udsatte familier herhjemme i Danmark også i fremtiden har mulighed for at købe et par gummistøvler og en vinterjakke for små penge til et barn, der er vokset ud af de aflagte?

Er det ikke velgørenhed? Er det ikke et godt formål?

Skide være med dem, der går i genbrugsbutikken for at se, om de kan redde sig en designerlampe for en slik – og skide være med mig selv, der går i genbrugsbutikken for at købe bøger, nips og små dimser.

Vi kan tåle at betale prisen eller lade være.

Men stærkt kritisabelt er det i mine øjne, hvis man sætter prisen i vejret og forsøger at slå mønt på de familier, der ikke har ret mange andre muligheder. Hvis grådigheden virkelig er blevet så fremherskende et sted, hvor såvel varerne som arbejdskraften er gratis, chokerer det mig.

Jeg ønsker ikke, at min lokale genbrugsbutik skal gentrificeres, fordi Middelklassedanmark har besluttet sig for, at "secondhand" skal være det nye sort.

Den logiske konsekvens af en sådan udvikling kunne meget vel være, at disse familier, der før har kunnet finde det, de skulle bruge i deres lokale genbrugsbutik, bliver nødsaget til at handle hos tjenester som Temu, hvor produktsikkerheden er en by i Rusland, og klimaregnskabet er kulsort.

Og den pris er der ingen af os, der har råd til at betale.