På pladsen mødte vi en tømrer, som fortalte, at han ikke var medlem af fagforeningen, fordi han aldrig havde haft brug for den. Jeg forklarede ham, at han faktisk bruger fagforeningen hver eneste dag, fordi hans arbejdsgiver har valgt at tegne overenskomst med 3F.

Hans svar var, at han fik en langt højere løn end mindstelønnen i overenskomsten, og at han alligevel selv forhandlede sin løn. Jeg forklarede derfor, at pension, overtidsbetaling, løn under sygdom, særlig lønopsparing, som netop er steget til 15,7 procent af lønnen og meget mere er forhandlet af 3F.

Svaret var et flabet grin: “Det får jeg jo alligevel.” Og ja, det gør han. Så længe hans kolleger betaler til fællesskabet og opretholder overenskomsten.

Men hvad sker der den dag, hvor alle i virksomheden vælger at gøre som ham, tænke “mig først” og melde sig ud af fællesskabet? Hvorfor skulle arbejdsgiveren så vælge at forhandle overenskomst med 3F, hvis der ingen ansatte er, der er medlem?

Vilkår kan udhules

Arbejdsgiveren er medlem af Dansk Industri, som er sat i verden for at varetage arbejdsgiverens interesser. Har fagforeningen ikke et stærkt mandat, vil arbejdsgiveren kigge efter andre løsninger. 

Det kan ende med, at løn- og arbejdsvilkår i stedet aftales politisk, og så er den danske model død. I den situation vil det være skiftende regeringer, der bestemmer løn og ansættelsesvilkår på det danske arbejdsmarked.

Så vil tømreren fra før stille og roligt opleve, at alle hans gode vilkår bliver udhulet.
Når vi står i en fagforening, gør vi det ikke for vores egen skyld alene, men for fællesskabet.

For solidariteten med vores kolleger og med kommende generationer. Så hans børn og deres børn også får et arbejdsmarked med ordentlig løn og gode ansættelsesvilkår. 

Et arbejdsmarked, hvor en tømrer kan tjene en rimelig løn og har råd til at give sine børn en tryg opvækst i en af verdens stærkeste middelklasser.