Hugo blev kasseret af det danske arbejdsmarked på grund af sin alder - Et andet land blev hans redning
Opdateret kl. 10:42
Man kalder hele tiden på, at folk skal blive længere på arbejdsmarkedet.
Anderledes lød det for blot ti år siden.
Her stod jeg, for første gang i 45 år, uden arbejde. Jeg søgte alt! Selv som rengøringsassistent i Aalborg Tårnet.
- Du er for gammel. Du er for dårligt uddannet, lød det fra de meget kloge, belæste mennesker, der stadig den dag i dag mener at vide alt. Hvad der ikke kan forklares teoretisk, dur ikke.
Min redning kom fra vort broderland Norge. Her fik jeg job. Som 60-årig.
Og ikke blot job, næ, et job i lighed med det, jeg gennem 45 år havde bestridt i Danmark. Og er der noget land i verden, der kræver certifikat til alt, er det dette land. Men man stolede på min erfaring, og gav mig udfordringer, som mange med en uddannelse ville have svært ved at klare.
Jeg kom rundt i hele Norge gennem fem år, og begge parter, jeg og firma, havde stor fornøjelse af dette. Danske såkaldte veluddannede kasserede mig, fordi jeg jo måtte være dum, når jeg ikke havde læst videre.
Efter fem år syntes jeg ikke mere at kunne klare mit job, formand for et asfaltsjak, tilfredsstillende rent fysisk. Derfor meddelte jeg ledelsen, at den indeværende sæson måtte blive den sidste. Da næste sæson oprandt, blev jeg således hjemme.
Efter et halvt år kom der besked fra Norge.
- Hugo, vil du ikke komme og hjælpe en ny formand i gang.
Jo da - men jeg kunne jo ikke yde det vanlige fysiske bidrag.
- Nej. Det ved vi godt. Men vi har brug for din viden og erfaring.
Så jeg tog afsted igen.
Kunne danske politikere/akademikere lære noget af denne fortælling? Det skulle jeg mene. Det teoretiske er ikke altid svaret. Og ikke altid er håndværkeren dum.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.