Debat

Kære Lasse, tag nu imod vores hjælp

- Det undrer mig, at Lasse Frimand Jensen ikke vil tage imod de borgerlige partiers hjælp til at få sat økonomien på rette spor, skriver Morten Thiessen. 
- Det undrer mig, at Lasse Frimand Jensen ikke vil tage imod de borgerlige partiers hjælp til at få sat økonomien på rette spor, skriver Morten Thiessen.  Arkivfoto: Henrik Louis

For at kunne gøre noget effektivt ved et problem, er man nødt til først at erkende at det findes. Og økonomiske problemer findes i høj grad i Aalborg kommune. De er endnu ikke så store at vi ikke kan løse dem, men en løsning kræver at vi gør noget ved det – nu! Det er uforståeligt at vores borgmester stædigt påstår at økonomien er i balance, når enhver, der har et enkelt års erfaring som kasserer i den lokale forening, kan læse i budgettet at det ikke er sandt. 

Vi kan ikke finansiere driften af kommunen med de indtægter vi har, men må ty til salg af ejendomme og lån for at skaffe penge nok til at sikre en tilstrækkelig kassebeholdning. Virkningen ses tydeligt i det netop vedtagne budget, hvor kassen skrumper gevaldigt fra 2028 hvor vi ikke har mere at sælge, og i 2029 endda til et niveau under det nuværende, hvis vi ikke gør noget.

Derfor undrer det mig at Lasse Frimand Jensen ikke vil tage imod de borgerlige partiers hjælp til at få sat økonomien på rette spor, så vi kan undgå de årligt tilbagevendende sparerunder og komme til at se fremad imod den udvikling vi alle ønsker. 

Tiden er løbet fra den gammeldags politiske bestikkelseskultur, hvor en konstituering og budgetforhandling minder mere om Hjallerup marked end om en seriøs politisk forhandling, og hvor målet hver gang er at bruge så mange penge som muligt. Lad os i stedet sætte os sammen og få lagt en langsigtet plan, som tilgodeser alle kommunens borgers og sætter en retning man kan stole på. Vi har før taget svære beslutninger sammen, fordi hensynet til fremtiden dikterede det, og det må godt blive en vane at lade det gælde hele det politiske beslutningsrum.

Som det ser ud nu, er der lagt op til en fortsættelse af en blokpolitik i byrådet, hvor Enhedslisten og SF gennemtrumfer en skadelig og ensidig politik, fordi socialdemokratiet har deponeret sin politiske handlefrihed til venstre i salen. Men hvis man vil noget godt for Aalborg kommune, skal man ville være en leder til gavn for alle, og ikke kun 51 % af vælgerne. 

Det er jeg og mit hold klar til at byde ind på, men vi vil gerne have så mange med som muligt, så vi kan få en stabil og troværdig politik for fremgang i vores kommune.

Du er velkommen, kære Lasse, vi bider ikke. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden