Den vil sikre tusindvis af familier, der bor nord for Aalborg, infrastrukturmæssig forsyningssikkerhed, så de kan fortsætte med at leve deres liv, selvom der sker noget uforudset på de eksisterende forbindelser.

Flere har i debatten peget på, at forbindelsen samfundsøkonomisk ikke hænger sammen længere. Selvom vi Dansk Industri altid har et øje på økonomien, så er det for ensidigt at betragte kritisk infrastruktur udelukkende gennem den linse.

Vi ønsker i Dansk Industri også et land, der hænger sammen. Der skal ikke bare være god mobilitet omkring de store byer. Det nordjyske erhvervsliv har peget på, at det kan få forfærdelige konsekvenser for investeringer og bosætning, hvis man ikke fik en 3. Limfjordsforbindelse, derfor er det den helt rigtige beslutning, som et flertal i Folketinget har vedtaget.

Skår i glæden

Den 3. Limfjordsforbindelse er en del af Infrastrukturplanen fra 2021, hvor bl.a. Radikale er med i Forligskredsen, partiet har dog valgt ikke at stemme for anlægsloven i dag. Og det er bekymrende for resten af Infrastrukturplanen.

Når Radikale hopper fra en del af forliget, de ikke bryder sig om, hvor stiller det så andre dele af aftalen? 

Hvad med de partier i forligskredsen, der ikke bryder sig om de i øvrigt nødvendige investeringer i jernbanen, skal de så også bare kunne trække sig fra den del af forliget?

Når Radikale fjerner sin opbakning til dele af et forlig på baggrund af ny viden, kan partiet så ikke gøre det samme, når det kommer til opbakning til bæredygtige investeringer og kan andre partier kopiere den tilgang til bindende aftaler? 

Nye oplysninger skal man selvfølgelig reagere på, og der er også ændret voldsomt i projektet, men selve vedtagelsen bør man ikke fravige. Det skaber usikkerhed og lægger en dæmper på investeringslysten. Det er dårligt nyt for Danmark, for den grønne omstilling og for den regionale udvikling.

Lige nu skal vi fejre den 3. Limfjordsforbindelse – og samtidig vil vi i Dansk Industri holde et vågent øje med, at Radikale eller andre partier ikke har startet en tendens, hvor man kan hoppe fra forpligtende aftaler for forgodtbefindende.