Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Ser du min skæve kvindekrop? 

Jeg bliver nok nødt til at sige, at det er helt okay, hvis du kun ser min skævhed. For i mange år var det også det eneste, jeg selv så, når jeg kiggede på min egen krop. Min skæve krop blev ikke bare et fysisk vilkår – den blev en følelse. En følelse af ikke at passe ind nogen steder.

I min barndom i Øgadekvarteret i Aalborg var det ikke altid nemt at være anderledes. I en bydel, hvor børnene legede frit i baggårdene, følte jeg mig ofte som en skygge. Jeg kunne ikke hoppe i sjippetov, breakdance eller springe rundt på skurene, som de andre. Jeg stod altid lidt på sidelinjen. 

Min skæve krop betyder, at jeg ikke kan sidde i almindelige møbler. Jeg kan ikke altid være med i fællesskabet. Det er svært at tage del i en samtale, når man sidder for sig selv – fysisk adskilt fra de andre, ikke af valg, men af praktiske begrænsninger, ingen andre bemærker.

Undgik de skæve blikke