Debat

Læser: Der er et massivt problem med, hvor de nordjysk valgte politikere bor

Statsminister Mette Frederiksen er valgt i Aalborg, men hvor godt repræsenterer hun egentlig byen, når hun bor i Københavns-området?
Statsminister Mette Frederiksen er valgt i Aalborg, men hvor godt repræsenterer hun egentlig byen, når hun bor i Københavns-området? Foto: Torben Hansen

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

”Danmark er et repræsentativt demokrati”. 

Det er påstanden. 

I Danmark stemmer vi på enkeltpersoner, der skal repræsentere os i Folketinget, og disse repræsentanter stiller op i en valgkreds. De repræsenterer derved vælgerne i den givne valgkreds. 

Der er dog et massivt problem: Der foreligger ikke noget krav om, at en given politiker skal være bosiddende i den valgkreds, de stiller op i.

Ved kommunal- og regionsrådsvalg foreligger der et krav om, at man skal være bosiddende i den kommune eller region, man ønsker at stille op i. 

Det forekommer som et logisk krav. 

Repræsenterer statsministeren Aalborg? 

Hvordan ville jeg for eksempel kunne repræsentere vælgerne i Lyngby-Taarbæk Kommune, når jeg selv er bosiddende i Hjørring? 

I det store hele er det tilfældet, når det kommer til folketingspolitikere.

Vores nuværende statsminister, Mette Frederiksen, kommer oprindeligt fra Aalborg. 

I 2001 blev hun første gang valgt til Folketinget, hvor hun har siddet lige siden. 

Hvad der er interessant ved dette, er imidlertid, at da hun først blev valgt ind, gjorde hun det ved at stille op i Københavns Amtskreds og sidenhen i Københavns Omegns Storkreds. 

Siden valget i 2019 har hun imidlertid stillet op for Nordjyllands Storkreds.

Her spørger jeg så: hvor god en repræsentant er Mette Frederiksen egentligt for Nordjylland? Ja, hun er oprindeligt fra Nordjylland, men baseret på hendes CV på Folketingets hjemmeside har hun ikke haft sin daglige gang i Nordjylland, siden hun fik sin bachelorgrad fra Aalborg Universitet i 2007.

Det er udbredt

Det gør sig imidlertid ikke kun gældende for statsministeren.

Flere folketingsmedlemmer har stillet op i valgkredse, som de enten ikke bor i eller slet ikke har noget tilhørsforhold til. 

Christian Friis Bach (V) er valgt ind i Folketinget i Nordjylland, men ifølge hans CV på Folketingets hjemmeside har han absolut intet tilhørsforhold til Nordjylland. 

Hvordan kan han så reelt repræsentere Nordjyllands interesser?

Når jeg i mit eksempel nævner Lyngby-Taarbæk Kommune, der er en del af Københavns Omegns Storkreds, er det, fordi jeg selv kommer derfra og har boet der i størstedelen af mit liv. 

Jeg har dog været bosiddende i Nordjylland siden 2019 og mener dermed, at jeg trods mit tilhørsforhold til Lyngby-Taarbæk ikke reelt ville kunne repræsentere vælgerne i dette område, hvis jeg stillede op til Folketinget.

Pointen med det repræsentative demokrati er vel netop, at hele befolkningen skal være repræsenteret. 

Som i kommuner og regioner

Derfor mener jeg, at der bør stilles et krav om, at politikere skal være bosiddende i den kreds, de stiller op i. 

Hvis et folketingsmedlem flytter fra den kreds, vedkommende er valgt ind i, bør de samme regler gælde som beskrevet i Bekendtgørelse af lov om kommunale og regionale valg af 5. december 2024, kapitel 10, §102, der siger:

”Et medlem, der udtræder som følge af midlertidig fraflytning fra kommunen henholdsvis regionen, kan genindtræde i kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet, når den pågældende på ny tager fast bopæl i kommunen henholdsvis regionen, og såfremt dette sker senest 6 måneder efter fraflytningen. Stk. 2. Hvis et medlem ønsker at genindtræde efter reglerne i stk. 1, skal den pågældende inden sin midlertidige fraflytning give kommunalbestyrelsen henholdsvis regionsrådet underretning herom”.

Med andre ord: et medlem af Folketinget kan kun beholde sit mandat, så længe vedkommende er bosiddende i den kreds, de er valgt ind for.

Ikke alt skal handle om København

Min hensigt med dette er at få styrket repræsentativiteten af folkestyret og forhåbentligt mindske centraliseringen omkring København og de store byer. 

Folketingsmedlemmer, der er bosiddende udenfor Sjælland, får allerede stillet en bolig til rådighed i nærheden af Christiansborg, så kravet om at være bosiddende i den kreds, man stiller op for, burde ikke være så krævende.

Som tilflytter til Nordjylland fra Københavnsområdet, der har stiftet familie i Vendsyssel, ønsker jeg kun at se forholdene i landsdelen forbedret.

I en tid, hvor der spares stort set alle steder i de offentlige budgetter, bliver vi nødt til at have repræsentanter i Folketinget, der har et reelt førstehåndsindtryk af, hvordan situationen virkeligt er udenfor Christiansborg og København. 

Så vil de også have et større incitament til at kæmpe for de vælgere, de repræsenterer. Også udenfor folketingsvalgene.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden