Men endnu ikke med så kraftig røst, at vi har opfattet budskabet og ændret vores adfærd i et omfang, som kan stoppe en fortsættelse af vores naturdestruktion.

De spørgsmål, vi må stille os, er, hvor truende konsekvenserne af naturens nye tilstandsformer skal blive, før vi indser, ja, mærker på vores kroppe, at vi er tvunget til at indrette os på nye måder og lægge vores livsførelse om.

Hvor mange af os skal fordrives fra vores vanlige omgivelser, som antydet af Thomas Vinterbjerg i hans nye TV-serie, fordi vi ikke længere kan opretholde livet, hvor vi har boet i årtusinder? 

Og hvor kan vi finde nye områder, som kan – eller vil – lade os etablere nye bo- og levesteder?

Ikke mindst – hvor mange skal omkomme, miste livet på grund af det nye klima, vi må forudse? Hvor mange skal dø af sult (en udvikling som er i gang)? 

Hvor mange skal dø som følge af høje temperaturer kombineret med høj luftfugtighed? 

Hvor ligger vores tolerancegrænser?

Tre grupper

Som jeg ser det, har vi en konflikt mellem tre grupper: 

Dem der endnu hænger fast i troen på modernitetens fremskridt, videnskabens og (den i kapitalismen udviklede) rationalitetens sejr, og som håber på de globale løsninger (en global kapitalisme?). 

Det drejer sig vel om p.t. ca. 80% af os i den vestlige, nordatlantiske kulturkreds.

På den anden side dem, der håber på en genopbygning af de små stammesamfund, måske 19%. 

Og så for det tredje resten af os, den ene procent, som sammen med de 19% er klar over, at noget nyt må ske, men endnu ikke har fundet et politisk sammenhold og ståsted. 

Men vi er alle mere eller mindre påvirket af den krise, vi står i, og derfor er vi splittede. Procenterne er mine absolut uvidenskabelige gæt.

Årsagen til krisen

Jeg vil hævde, at hovedårsagen til klimakrisen er vor afhængighed af overflod (der er andre årsager). 

Denne fordom får jeg underbygget af en forsker, nemlig den franske historiker Pierre Charbonnier, som har skrevet overflodens historie. 

I bogen ”Frihed og overflod – økologiens politiske idehistorie” (2023) gør han rede for, hvordan vores frihedsforståelse igennem historien er blevet uløseligt sammenknyttet med nødvendigheden af overflod.

”Det er denne bogs vigtigste hypotese, at overflod og frihed i lang tid har gået hånd i hånd, idet den sidstnævnte opfattes som evnen til at unddrage sig skæbnens luner og de mangler, der ydmyger menneskeheden, men at deres alliance og dens historiske udviklingsbane nu er endt i en blindgyde,” skriver Charbonnier.

Det er dette tankesæt, at frihed og overflod går hånd i hånd, det er akkurat den ideologi, som stadig dominerer vores politiske samtale og kommer til udtryk i vores politikeres gentagne udsagn om, at kun, hvis vi bliver rigere, vil vi kunne løse klimakrisens udfordringer. 

Ifølge dem ligger vor frelse i mere overflod.

Charbonnier derimod konstaterer, at uendelig frihed og rigdom ikke er mulig i en endelig verden (som vor), den kan kun ”…opnås ved etableringen af en socialiserende og bæredygtig relation til den materielle verden.”

Det uafvendelige spørgsmål, vi derfor må se os stillet overfor, er, hvilke principper, hvilke leveregler må vi etablere, når katastroferne rammer os.

Og hvilke sociale grupperinger kan føre dem ud i livet?