Læser: Hvorfor ikke bare udfase alle sedler?
Opdateret kl. 14:30
Det er nu besluttet, at 1000-kronesedlerne skal udfases senest i 2025.
Regeringen lægger nu op til mulighed for hvidvask og mere utryghed i butikkerne især for dem, der sidder ved kassen.
Butikkerne og de erhvervsdrivende havde ellers ønsket at undgå at skulle modtage 1000-kronesedler.
Der er netop af forbrugerombudspersonen blevet anmeldt syv butikker for ikke at ville modtage 1000-kronesedler.
Vores tidligere skatteminister, nu vores erhvervsminister, Morten Bødskov (S) forstår bekymringen i butikkerne, og han har derfor bedt ombudspersonen om at se på sagen.
Her har regeringen nu muligheden for at komme hvidvask og omgang med falske 1000-kronesedler til livs til stor frustration for dem, der modtager dem, ved simpelthen at beslutte, at alle cirka 23,5 millioner tusindkronesedler skal indleveres til bankerne, hvorefter man enten kan få pengene udbetalt eller overført dem til kontoen.
Den mulighed bør man ikke overse, for det vil samtidig give oplysninger om, hvordan de enkelte personer er kommet i besiddelse af 1000-kronesedlerne. Og dem, der har/er ved at trykke nogle falske, kan bruge dem til optænding af brændeovn.
Der er også et par andre ikke uvæsentlige fordele.
Butikkerne skal ikke ligge inde med en stor byttebeholdning, hvilket vil give en stor grad af tryghed ved kassen, og det vil også give bankerne et reelt arbejde til gavn for samfundet, så de ikke bare skal score kassen ved forhøjede renter.
Men hvis man vælger løsningen med fortsat at skulle modtage 1000-kronesedler i butikkerne, bør der være en beløbsgrænse for, hvor lidt kunderne kan købe for for at slippe af med sedlerne, der jo indledningsvis ikke bliver kontrolleret. Et beløb på 500 og over vil nok være at foretrække for butikkerne.
Men hvorfor er man begyndt at tænke på at lancere nye sedler, 500 kr., 200 kr., 100 kr. og 50. kr.? Er vi ikke på vej til et pengeløst samfund?
Det vil selvfølgelig give arbejde til dem, der trykker sedlerne, men her belaster man jo igen butikkerne med, at de skal have byttepenge.
Hvorfor ikke bare tage en beslutning om, at inden udgang af 2029 er alle sedler udfaset? De, der bruger sedler i dag, er jo typisk pensionister født i 1940erne. De unge mennesker i dag bruger enten plastickort, netbank eller MobilePay. Når man kan gøre det med fossilbiler, kan man vel også gøre det med sedlerne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.