Min blinde, 87-årige ven betalte kontant og kan ikke få fradrag: - Jeg er både flov og skuffet
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Nu er tiden kommet, hvor man kan søge om håndværkerfradrag.
Jeg har en meget god ven gennem mere end 60 år, der er 87 år og næsten blind.
For cirka to år siden faldt han og brækkede lårbensknoglen, lærer stadig meget på grund af uheldet og må bruge rollator.
Han har haft besøg af Aalborg Kommunes visitator, som godkendte hjemmehjælp til rengøring fra kommunen.
Han valgte dog et privat momsregistreret rengøringsfirma, da han godt ville afholde udgiften selv og ikke belaste kommunen med rengøringsudgifter.
På grund af sit handicap, sin blindhed, kan han ikke bruge digitale betalinger, såsom MobilePay m.v.
Der bliver hævet kontanter til ham af venner, så han kan betale for rengøring med mere.
Nu skal der så søges om fradrag, men da han har betalt det momsregistrerede rengøringsfirma med kontanter og ikke digitalt, kan han ikke få fradraget, selvom han har kvittering fra det momsregistrerede rengøringsfirma med CVR-nummer.
Det er for mig at se en meget uværdig behandling af en god dansk medborger, der har gjort meget for samfundet.
Man har i Danmark kunnet få udbetalt milliarder i udbytteskat, som man ikke har betalt, men man kan ikke få håndværkerfradrag for rengøring, fordi man har betalt kontant og ikke digitalt, som man ikke kan bruge.
Hvad er det for et samfund, der er skabt i vort land.
Jeg er både flov og skuffet over, at vi behandler en god dansk medborger på den måde.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.