Det er nemlig ikke politiske beslutninger, som har styret udviklingen, men en ufrivillig kassetænkning, som har dikteret din kommunes valg og bevirket, at din omegn måske er blevet både grim og trafikeret og belastet med forhold, som slet ikke var med i valgprogrammerne ved sidste kommunevalg.

Forandringerne er ikke folkevalgte, men gennemført under nødvendighedens lov under overskrifterne "klima" og "krise" og mange års "overforbrug" og "forsømmelighed". Vi kender de skyldige, og nu er klokken fem minutter i tolv. Temperaturstigninger, CO2 og afsmeltninger, og det er alt sammen sikkert så rigtigt.

Tackler vi problemerne rigtigt?

Spørgsmålet er, om vi så tackler problemerne rigtigt? Om den hurtige forandring af dit nærmiljø, som du er vidne til, er det rigtige og navnlig, hvilke kræfter der har fået lov til at løbe afsted med redningsforsøgene? 

Stærkt er det gået – tiltagene med solfangere og vindmøller og CO2-reduktion og biogas og pyrolyse og så videre er næsten snublet over hinanden – og flere tiltag sættes i værk inden alle konsekvenser for miljø og mennesker er kendte, og inden rentabiliteten er gennemregnet.

Men et væsentligt incitament til de store forandringer har været de meget store beløb, som bliver bundet op på næsten alt, hvad der har kunnet løfte vores skyld i forhold til klodens tilstand. 

Så "follow the money" – følg pengestrømmen – vil måske føre os mere direkte frem til forklaringerne på, hvorfor der bliver grimt, hvor du bor, frem for at spørge politikerne på rådhuset. De vil næppe heller svare dig.

Eller også vil de svare, at man ville være godt dum, hvis man ikke slog til og næppe genvalgt til næste år, hvis man lod pengestrømmen gå kommunekassen forbi. På basale områder har der derfor ikke været truffet politiske beslutninger i flere år, men primært bundlinjefikserede og regnskabsstyrede afgørelser.

Det har så bevirket en krisepolitik – og krisestyring er enhver politikers ønskedrøm – for så kan man blot henvise til "truslerne" og "nødvendigheden" for at få sagen igennem.

Et spil for galleriet

At påstå, at tingene er ude af kontrol, ville være forkert, og at den demokratiske proces er sat på pause ville næppe heller være rigtigt. Men tavsheden om de politiske hensigter på rådhuset kan godt undre, når politikere normalt gerne vil være deres politik bekendt.

Og man kan da finde formuleringer, som skulle begrunde det, der sker. Minister Lars Aagaard taler om "lokal forankring" af de store projekter, om "armslængdeprincip" og "borgernærhed", så han får skubbet ansvaret over på kommunerne. Afgørelserne ligger lokalt, siger han.

Men når så kommunerne ganske enkelt ikke kan sige nej til pengestrømmen og får pisk og gulerod som vilkår – pålagt CO2-reduktioner for eksempel - så bliver det et nulsumsspil, hvor begreber som høringsfrister, indsigelser og grundige forundersøgelser og borgerinddragelse bliver spil for galleriet, og tavsheden bliver den lette udvej.

Der bliver rift om de meget store penge – statslige, EU-midler og fonde - og pengestrømmen får lov til at forgrene sig og love afkast. Den "lokale forankring" bliver en smuk overskrift på folk og grupper med store midler og hang til afkast, fremfor folk og grupper med grønt sindelag og oprigtig glæde ved deres område og livsform, men med få midler.

Og hvordan kompenserer man mennesker for tab af livskvalitet?

Investeringsmulighederne og pengerigeligheden på dette område har måske ikke kaldt det bedste frem i os, og uden større motivgranskning kan man vel sige, at det har polariseret beboerne i mange lokalmiljøer med stærke følelser til følge. "Alle mennesker er til salg! Det er kun et spørgsmål om prisen", hed det i et Panduro tv-spil. Og når pengene nu så rigeligt er der, så vil det da være dumt ikke at gribe til, når vi nu alligevel ikke får et reelt valg, om et "ja" eller et "nej" til de uhyrlige forandringer, som sker omkring os.

Men samtidigt kan man stå tilbage med en følelse af vildrede og forladthed, som efter et uopklaret indbrud.