Læser: Vi har gjort os selv utrolig sårbare
I fredags var jeg ude at handle ind til weekenden, og lige da jeg var fremme ved kassen, gik kassen i sort angående betaling med kort, for der var ingen netforbindelse.
Alle i køen måtte tømme deres vogne - for de brugte jo altid betalingskort, og butikken modtog ikke MobilePay. Altså, var jeg den eneste, der kunne få mine varer med hjem, idet jeg er så gammeldags, at jeg vil have lidt kontanter med på indkøbsturen.
Nogle ville have ladet indkøbsvognen med varerne stå og have hente kontanter, men huskede så, at pengeautomaten også ville være død uden netforbindelse.
I den senere tid har vi oplevet flere besynderlige ting angående internettet.
Forleden var Thisted Kommune lukket ned i lang tid for at skade Thisted Lufthavn, og man mener, at disse hackerangreb styres af en vis hr. Putin. Altså, kom jeg til at tænke på, hvor sårbare, vi har gjort os selv, når offline-tilstand kan sætte alt i stå og dermed hele forsyningsnettet, udstyret på vore hospitaler, al information osv.
Et cyberangreb kan lamme alt og alle.
I de senere år har man tudet os ørerne fulde om, at vi skal tænke på miljøet - gøre Danmark til verdens mest miljøbevidste land, og alt hvad der forurener og udleder CO2 skal skrottes.
Man er så optaget af at blive nummer 1 blandt de grønne, at man helt overser, at en Tredje Verdenskrig kunne være godt på vej, og der er masser af uro og usikkerhed rundt om i verden, både mod øst og vest.
Danmark skal derfor atter til at ofre mere på at beskytte Europa og sig selv. Vi var i en årrække næsten gået i nul med hensyn til militære forsvarsudgifter; men det dur bare ikke med nutidens trusler fra øst.
Alt kan ske, og vi borgere skal derfor ikke som anbefalet helt droppe kontanter, vi skal ej heller droppe vore brændeovne og pille skorstene ned, og gerne have lidt nødration på hylderne: vand, uldtæpper, lysstumper og naturligvis en nødradio eller transistorradio med gode batterier. For nedbrudt internet og forsyningsstop kan let gå hen og blive et tilbagevendende problem.
Da jeg var ung, fik vi en brochure, " Hvis krigen kommer", denne burde genoptrykkes, og beredskabsplaner ajourføres.
Jeg har snart fødselsdag, og jeg har aldrig før drømt om at sætte en nødgenerator på ønskelisten, men denne gang kunne jeg godt finde på at ønske sådan en lille nyttig strømmaskine. Men endnu vigtigere er det, at vi har store generatorer på vore hospitaler, og at de kan starte omgående ved strømsvigt; for her kan strømsvigt koste liv - Landmænd med kæmpe mælkeproduktion bør også have generatorer til malkning, om der ikke allerede er lovkrav herom.
Gamle spejdere og andre friluftsfolk får nok ikke så store problemer ved forsyningssvigt; men mange af nutidens borgere er i hverdagen 100 procent afhængig af moderne teknik og internet og vil have svært ved et liv uden disse hjælpemidler. Derfor burde alle nok overveje, hvordan man kan takle en sådan nødsituation i længere tid.
Foreløbig vil jeg glæde mig over livet, slappe af og nyde freden, som man i mange år har betragtet som en selvfølge, og til sommer vil jeg tage en lille tur til Gotland og Øland, mens jeg endnu tør gæste denne del af Østersøen; for i dag står det helt klart, at alt pludselig kan ændre sig totalt, og freden vil være fortid.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.