Landets hurtigste er nordjyder: En time og 17 minutter tog det

En time og 17 minutter tog det for valgbestyrelsen på Læsø at tælle kommunens 1255 stemmer til Folketingsvalget og melde tallene ind til valgkredsen. Læsø blev dermed igen landets hurtigste kommune til at få talt stemmerne op 

Klokken 20.00 i går blev stemmerne fra Læsø hældt op på bordet, så optællingen kunne gå i gang. Igen i år var Læsø Kommune den første kommune i landet, der var klar med valgresultatet. <i>Foto: Jacob Nymann Jensen</i>

Klokken 20.00 i går blev stemmerne fra Læsø hældt op på bordet, så optællingen kunne gå i gang. Igen i år var Læsø Kommune den første kommune i landet, der var klar med valgresultatet. Foto: Jacob Nymann Jensen

Da klokken slog 20.00 i går aftes, gik Karen Krogh, formand for valgbestyrelsen på Læsø, ud i novembermørket foran Læsøhallen og tog kampen op med blæstens højlydte susen.

-Er der flere, der ønsker at stemme, gjaldede hendes stemme ud over en tom parkeringsplads. Det var der ikke, og få øjeblikke senere var den otte mand store valgbestyrelse på Læsø i fuld gang med at tælle stemmer.

Karen Krogh råber ud i novembermørket, om der er flere, der ønsker at stemme. Det var der ikke, og optællingen kunne derfor gå i gang. <i>Foto: Jacob Nymann Jensen</i>

Karen Krogh råber ud i novembermørket, om der er flere, der ønsker at stemme. Det var der ikke, og optællingen kunne derfor gå i gang. Foto: Jacob Nymann Jensen

Landets hurtigste

Læsø Kommune kunne i går igen bryste sig af at være landets hurtigste til at tælle stemmer. Det hænger selvfølgelig først og fremmest sammen med, at kommunen er landet mindste, og dermed er antallet af stemmer også ganske overskueligt. Karen Krogh er en institution i Læsø Kommune, og hun har været med i valgbestyrelsen i omkring 25 år. For hende er det ikke hastigheden, der er det afgørende. Det er derimod ordentligheden.

-Det er ikke sådan, at vi har et mål om at blive de første. Vi forsøger, at tælle så hurtigt og effektivt som muligt, men det allervigtigste er, at det foregår ordentligt, og at vi undgår fejl i optællingen, siger Karen Krogh.

Da klokken slog 20.00 i går, blev de tre bokse med stemmer hældt ud på et stort bord, hvorefter optællingen gik i gang. 

-Det handler jo om at finde krydset hurtigst muligt og få lagt stemmesedlen i den rigtige bunke. I forhold til sidste kommunalvalg, så er stemmesedlen noget mere overskuelig denne gang, og så går det selvfølgelig også hurtigere. De værste stemmesedler er faktisk dem uden et kryds, for så tror man jo, at man har overset det, og så leder og leder man efter det kryds, indtil man til sidst må konstatere, at der er tale om en blank stemme, siger hun.

Det handler om at finde krydset på stemmesedlen så hurtigt som muligt. Det er ikke altid lige let, særligt når øjnene er lidt trætte efter en lang dag. <i>Foto: Jacob Nymann Jensen</i>

Det handler om at finde krydset på stemmesedlen så hurtigt som muligt. Det er ikke altid lige let, særligt når øjnene er lidt trætte efter en lang dag. Foto: Jacob Nymann Jensen

En lang dag

For valgbestyrelsen på Læsø er valgdagen en lang dag. Måske føles den endda en smule længere, end den gør for valgbestyrelser i andre kommuner. På grund af Læsøs størrelse er der nemlig mange af de stemmeberettigede, der lige benytter lejligheden til at få svar på alle mulige andre spørgsmål også.

-De fleste kender os jo oppe fra kommunen, så det sker hyppigt, at der kommer et arbejdsrelateret spørgsmål, som man så skal tage stilling til. Så man er godt brugt efter sådan en valgdag. Heldigvis har vi det også hyggeligt med hinanden, og vi forsøger efter bedste evne at gøre dagen til en god dag sammen med kollegaerne, siger Karen Krogh.

Fintælling i dag

Selvom en stor del af arbejdet færdiggøres på selve valgdagen, så venter der endnu en optælling i dag.

-Vi tager færgen til Frederikshavn tidligt onsdag morgen, hvor vi så skal foretage fintællingen. Det er også her, vi tæller de personlige stemmer op, fortæller Karen Krogh og fortsætter:

-På valgdagen befinder man sig lidt i en boble, og det er først, når man kommer hjem efter optællingen, at man kan begynde at få et egentligt overblik, siger Karen Krogh. 

Klokken 21.17 lå stemmetallene klar på KMD fra Læsø Kommune. I alt blev der afgivet 1255 stemmer af de 1474 stemmeberettigede. Dermed endte stemmeprocenten fra Læsø på 85,14 procent. <i>Foto: Jacob Nymann Jensen</i>

Klokken 21.17 lå stemmetallene klar på KMD fra Læsø Kommune. I alt blev der afgivet 1255 stemmer af de 1474 stemmeberettigede. Dermed endte stemmeprocenten fra Læsø på 85,14 procent. Foto: Jacob Nymann Jensen