Lasse Frimand: Sammen skaber vi fremtidens Aalborg Kommune
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
I år markerer vi en ganske særlig begivenhed.
Det er 100 år siden, Socialdemokratiet første gang fik borgmesterposten i Aalborg Kommune.
Et helt århundrede med socialdemokratisk ledelse, hvor vi har sat mennesker først, sikret velfærd for alle, og arbejdet for en grønnere og mere bæredygtig fremtid, hvor vi har skabt vækst og arbejdspladser.
Det er en arv, vi er stolte af, og som vi fortsat vil bygge videre på.
Vi er meget bevidste over for det ansvar, borgerne i Aalborg Kommune har vist os gennem tiden.
Den tillid, vi har fået, tager vi meget alvorligt. Det forpligter os til at arbejde målrettet for en kommune med balance mellem udvikling, velfærd og grøn omstilling, hvor alle har mulighed for at leve et trygt og godt liv.
Vores politik bygger på trivsel, tryghed og tillid. Vi mener, at et solidarisk samfund skaber de bedste forudsætninger for alle borgere. Derfor har vi i Aalborg Kommune altid sat velfærden i centrum. Vi investerer i vores børn og unge, styrker indsatsen mod mistrivsel i familier, sikrer gode forhold for ældre og borgere med handicap og fremmer mental sundhed. Velfærd er vores løfte om tryghed gennem hele livet.
Grøn omstilling og vækst
Klimaudfordringerne skal løses i fællesskab.
I Aalborg Kommune tager vi ansvar for at beskytte vores drikkevand, sikre renere grundvand og bevare vores naturskønne omgivelser. Vi investerer i klimatilpasning, forbedrer den offentlige transport og fremmer cyklisme. Vores mål er at skabe en bæredygtig fremtid, hvor vi tager ansvar for de kommende generationer.
Velfærd og udvikling går hånd i hånd.
Et stærkt erhvervsliv er fundamentet for vores velfærdssamfund. Vi samarbejder tæt med virksomheder, styrker tech og innovation inden for grønne arbejdspladser og sikrer, at Aalborg er Danmarks bedste uddannelsesby.
Vores ambition er at tiltrække og fastholde dygtige mennesker, så vi fortsat kan udvikle vores kommune og skabe nye muligheder for alle.
Kultur, fritid og tryghed
Et godt liv er mere end arbejde og uddannelse.
Det handler også om fællesskab, kultur og fritid. Vi arbejder for at sikre gode boliger i hele kommunen, styrke borgerinddragelsen i beslutningsprocesser og bekæmpe ensomhed og diskrimination.
Aalborg er en kommune, hvor der er plads til alle, og hvor vi værner om mangfoldighed og tolerance.
Verden omkring os er blevet mere uforudsigelig, og vi skal være forberedte på fremtidens udfordringer.
Derfor arbejder vi for at styrke sikkerheden omkring vital infrastruktur, sikre vores forsyning og have robuste beredskabsplaner.
Særligt udsatte borgere skal have en ekstra tryghed i krisesituationer, og vi vil styrke samarbejdet med forsvaret, hvor det giver mening.
Gennem 100 år har Socialdemokratiet taget ansvar for Aalborgs udvikling. Vi vil fortsætte med at sikre en kommune, hvor mennesker kommer først, hvor velfærden er i fokus, hvor den grønne omstilling bliver en realitet, og hvor der er tryghed og muligheder for alle. Sammen skaber vi fremtidens Aalborg Kommune.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.