Jeg synes, at det var på tide, at der kom en debat om hverdagens helte. 

Min gamle mor, der nåede at blive 104 år og 7 måneder, var i de sidste år stærkt afhængig af hjemmeplejen. 

Da min hustru og jeg bor i København var det ikke nemt umiddelbart at kigge forbi.

Hun var en stædig gammel rad med et lyst sind og humoren i behold, men hjemmehjælp ville hun til at begynde med ikke høre tale om for en del år siden.

Men vi fik dog efterhånden overtalt min mor til at få mere og mere hjælp. 

Og hvilken fantastisk hjælp.

Da min mor var stærkt synsvækket, kan det ikke altid have været lige nemt at hjælpe hende. Hun ville til det sidste bevise, at hun kunne selv, også da fysikken svigtede.

Men her var ingen sure miner fra hjemmeplejen.

Det ordner vi, var svaret altid. Ingen opgave var for stor, ingen for lille.

Det forlød ovenikøbet, at man internt næsten konkurrerede om at få lov at komme ud til hende, så kan man som familie ikke ønske sig mere.

Vi skylder hjemmeplejen i Aalborg - Anneberg afdelingen - en ubeskrivelig stor tak for den omsorg og ømhed, hjemmeplejen udøvede, og som hjalp min mor igennem hendes sidste år.