Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Når jeg læser Kirsten Heins betragtninger omkring bedstemødres plads i samfund og politik, så bliver jeg grebet af en kold, tom og sjæleløs følelse af skruer, møtrikker, stål og jern, funktionalisme, modernisme og et slags dystopisk helvede, der tegner sig i fremtiden med det afsindigt sanseløse og a-poetiske udtryk, "Superbedste", altså hende der ifølge Hein er reduceret til eller ophøjet til, alt efter sindelag, men til at være "en nødvendig forudsætning for børnefamiliens logistisk og struktur".