Portoen for en papirhilsen lå indtil den 31. december på 12 kr. (ved udbringning i Danmark), men fra i mandags har du skullet lægge 25 kr. for den samme ydelse. 

En prisstigning, der vist kun opleves i samme skala, når gær pludselig bliver en hamstrings-vare, eller en Kähler-vase af uransalige årsager bliver et samlerobjekt.

Portostigningen skyldes den nye postlov, der ophæver befordringspligten i Danmark og liberaliserer postområdet. Med liberaliseringen bortfalder den offentlige støtte til PostNord, og derfor ryger prisen så vildt i vejret. Den nye postlov har en masse konsekvenser – bl.a. kommer man til at skulle flytte sin postkasse væk fra hoveddøren og til indkørsel fra offentlig vej, hvis man bor i en landzone. Foreninger og ikke-momsregistrerede organisationer får dårligt råd til at omdele medlemsblade, når der ryger så meget moms på, som de ikke kan trække fra. Og ikke mindst: Langt færre myndigheder, virksomheder og privatpersoner vil sende breve, når det bliver så dyrt.

Dét er helt sikkert også meningen og udspringer nok af en vision om det digitale Danmark, hvor vi kommunikerer virtuelt og minimerer den fysiske transport – altså bortset fra alle de pakker, vi får leveret fra webshops via internethandel. 

Jeg beklager sådan set ikke digitaliseringen af offentlig kommunikation; kun i de tilfælde, hvor man glemmer at tage højde for ældre eller andre, som ikke er digitalt kompetente. Men jeg synes, det er så trist, at vi ikke længere sender breve til hinanden.

Brevet som kommunikationsform kan noget helt særligt. Den omtanke og omhu, som et andet menneske har lagt i at formulere og håndskrive et budskab, er både rørende og dybt personlig. Brevet er skabt af en person, der måske endda har udvalgt et særligt kort med smukt motiv eller et fint stykke brevpapir med mønster eller vandmærke. Brevskriveren har skullet tænke sig om, før han eller hun formulerede sine sætninger til dig, og du har smilet ved synet af en velkendt skrift og måske en karakteristisk skrivetone. Alt sammen noget, som kun et menneske – og ikke en kunstig intelligens – er i stand til at udføre.

Derfor har jeg besluttet at holde fanen højt som brevskriver. Hjemme hos os er vi aldrig holdt op med at skrive julekort, og vi elsker, når vores snart voksne børn sender postkort hjem fra ferier og studieture. Julekortene har overlevet en krisetid: I en del år af sendte vi langt flere afsted, end vi fik retur. 

Nu øjner jeg imidlertid lys, for udviklingen vender, og mere end en god håndfuld er landet i vores postkasse de sidste par år til jul. Jeg er bevidst om, at den massive portostigning skruer op for udfordringen, og december-budgettet i år kommer nok til at få en selvstædig udgiftspost til frimærker. Men det skal være mit eget stilfærdige oprør: Et 2024 med flere håndskrevne hilsener.