Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Statsministeren og hendes regering taler om et behov for åndelig oprustning. 

Det behov kan man kun være enig i er nødvendigt – en erkendelse af, at vi som land og nation står på et kristent åndeligt fundament, som vores folkestyre og demokrati hviler på, trænger sig virkelig på, hvis vi skal bevare det frie demokratiske land, vi kender.

24. april fejrede et folketingsflertal bestående af regeringen (minus Folketingets formand, Søren Gade), den yderste venstrefløj samt LA og Radikale så en ny lov med skåltaler, champagne og masser af kvalmende selvros. Årsagen til festrusen var vedtagelsen af en ny abortlov, der flytter grænsen for adgang til abort fra 12 uger til 18 uger. En sejr for ligestillingen og for kvinders ret til at bestemme over egen krop, lød argumentet for glædesrusen. Trods modstand og advarsler fra sundhedsfagligt personale og etiske indvendinger fra kompetente borgere og debattører, valgte et politisk flertal at vedtage en lov, der bygger på ideologisk feminisme, når den er allerværst – ja, umenneskelig woke i rendyrket form.