Tysklands Forbundsdag har stemt for en delvis legalisering af dyrkning og besiddelse af hash. Den delvise legalisering bliver gældende fra 1. april. Det vil komme til at berøre de cirka 4,5 millioner tyskere, der i dag ryger eller på anden måde forbruger hash.

Der er rigtig mange lag i debatten om hash, og jeg håber alle vil se på den menneskelige del mere end på at standse bandekriminaliteten. 

I debatten om fri hash roder primært politikerne fortsat rundt i begreberne i en lind strøm, misbrugere, narkomaner, junkie, sprittere, præsten Katrine Lilleør, for hvem intet er helligt kalder alle under én kam for hash vrag og vil legalisere hele svineriet, ud fra et både personligt og samfundsmæssigt økonomisk synspunkt, værre galskab og uigennemtænkt forslag kan kun komme fra én for hvem medmenneskelighed ligger fjernt. 

Især Venstre og EL skælder og smælder i disse dage for ikke at gøre noget ved problemet, især den handel der foregår på Christiania og via de såkaldte brune bude. 

Jamen, se lige vanviddet i politikken. 

Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har jo haft 10 år til at ændre politikken. 

Enhedslisten lurpasser, men holder sig ikke for gode til at ville legalisere hashen, uanset at unge, der har vanskeligt ved at sige fra vil blive de store tabere.

Hvor er jeres medmenneskelighed blevet af?

Når et menneske er ude i et misbrug er der ikke langt til afhængighed, og den sygdom er farlig. 

Den kan man som alle andre sygdomme dø af, hvis ikke der sættes ind med behandling. 

Misbrugsbehandling er i dag de fleste steder er rykket fra de tidligere amter til kommunerne.

En masse erfaring gik tabt i dette økonomiske stunt, og desværre fortsætter spareiveren også indenfor dette område. I stedet for at bruge de etablerede behandlingscentre leger kommunerne i dag selv behandlingssted. 

Det er en opgave, de slet ikke har kompetencer til at løse.

Et misbrug kan godt standses. 

Det kræver en kognitiv terapeutisk tilgang. Et misbrug, der er startet af en traumatisk oplevelse eller en hændelse, som er vanskelig for den enkelte at håndtere, kan inden det eskalerer standses. 

Det gjorde man tidligere på f.eks Foldbjergcentret, og det var de dygtige til.

Afhængigheden derimod, kan kun håndteres af de rette professionelle, og dem finder man altså overvejende kun på behandlingsinstitutionerne, hvor det enkelte menneske gennemgår en Minnesota behandling, det viser al erfaring.

Nu vil diverse kloge mennesker af forskellige årsager vil have fri hash, er I så også klar til at betale den regning, som følger med legaliseringen, som følge af afhængigheden, sygedagene, ulykkerne, tabet af uddannelse og arbejde, udover de menneskelige omkostninger, med brudte familier, og alt muligt menneskeligt armod som er nogle af følgevirkningerne.

Hash er et stemningsændrende rusmiddel, og er afhængighedsskabende, og derfor er misbrug af hash - hashafhængighed med i WHO's katalog over sygdomme. 

Når man i særlig grad er opmærksom på misbrug af hash blandt unge mennesker skyldes det, at en anden af stoffets skadevirkninger er nedsat indlærings-hukommelses-og koncentrationsevne.

Hash udskilles kun langsomt i organismen, fordi det er fedtopløseligt, der går nemt et par måneder, før stoffet ikke længere kan spore i urinen.

Tolerans udvikles hurtigt, og det samme gør abstinenser, hvis man forsøger at holde op eller nedsætte forbruget. Abstinenserne viser sig især som problemer med at sove, svingninger i humøret og en udpræget rastløshed.

Lægerne er af den opfattelse, at hvis et menneske er disponeret for at udvikle psykose, er hash et særligt farligt stof, da det kan være medvirkende til at fremkalde den psykotiske tilstand.

Jeg mener ikke, at vi skal tage den risiko, som er forbundet med en legalisering af hash. 

Det vil være på bekostning af vores børns fremtid at bilde dem og os selv ind , at man kan have et kontrolleret forbrug og bare ryge nogle gange. 

Enkelte kan muligvis, men mange vil blive afhængige.