I tresserne sad jeg i en brainstorming gruppe som Tuborgdirektør, Ejner Dessau, havde sammensat, hvor også Haldor Topsøe var blandt gruppen af deltagere. 

Jeg beundrede Haldor Topsøe for hans mange initiativer. Blandt andet var han sikker på, at brint kunne anvendes til drift af motorer og andre spændende industriprodukter. 

Selv arbejdede jeg i halvfemserne på at lave er varmeværk baseret på brint og ilt, der med elektrolyseteknologien blev udskilt fra vand. 

Ved at afbrænde ilt og brint, kunne man lave små varmeværker, der uden forurening kunne opvarme en bolig. 

Mit forsøg gik rigtigt godt lige indtil en dag, hvor uheldet skete: En lille mængde ilt eller brint havde ved en mikroskopisk utæthed samlet sig i et lille rum i det lille varmeværk, og pludselig eksploderede det hele med et højlydt knald, så taget lettede sig nogle millimeter på mit laboratorium. 

Man følte umiddelbart efter knaldet en utrolig stilhed, som varede nogle minutter, indtil lydene kom igen. 

Jeg mistede totalhørelsen på det højre øre, og fik nedsat høreevnen på det venstre. Det gjorde mig bange for at arbejde med ilt og brint, så jeg stoppede omgående det videre arbejde på projektet. 

Senere analyserede jeg alle materialer, jeg havde valgt til projektet og fandt, at mange materialer havde mikroskopiske små åbninger, som de små brintmolekyler kunne snige sig ud af, hvis materialet blandt andet blev varmet op. 

Ideen til varmeværket var super god, men brint er og bliver et farligt område at arbejde med. Netop her ligger en af grundene til, at der fortsat er usikkerhed omkring anvendelsen af brintenergi mange steder i verden.