Politikere svarer rektor fra udkantsgymnasium: Regeringen vil hjælpe de trængte
Det er grundlæggende ikke rigtigt, når Mikkjal Helmsdal, rektor på Fjerritslev Gymnasium, i Nordjyske Stiftstidende skriver, at der ikke er hjælp at hente for de trængte gymnasier i regeringens udspil til taxameteromlægning på ungdomsuddannelserne.
Regeringens udspil handler blandt andet om at sikre tryghed for de mindre skoler, der på grund af faldende elevtal går en usikker økonomisk fremtid i møde. Det er derfor vi lægger op til en stor omlægning af taxameter- og tilskudssystemet, hvor vi blandt andet flytter knap 150 miollioner kroner fra de store skoler til de små skoler.
Samlet set får skoler i land- og oplandskommuner godt 200 millioner kroner ekstra årligt til driften med regeringens udspil.
Samtidig lægger regeringen op til at give større sikkerhed om skolernes økonomi ved at forhøje og sikre at de tilskud, der kommer skolerne i udkanten til gavn, også findes fremover.
Varige tilskud
En del af dem står allerede i dag til at udløbe, fordi de kun har været midlertidige og det må være det, Mikkjal Helmsdal får galt i halsen, når han skriver, at regeringen vil fjerne de nuværende udkantstilskud.
Derfor er det så vigtigt med det nye og varige udkanttilskud på 3,8 millioner kroner, som blandt andre Fjerritslev Gymnasium står til at modtage. Det er et reelt løft af skolernes økonomi. Som de vel og mærke også kan regne med i fremtiden.
Med det nye forhøjede og permanente udkantstilskud undgår vi, at erhvervsskoler og gymnasier i tyndtbefolkede egne må dreje nøglen om, samtidig med at vi sikrer, at den enkelte skole har sikkerhed om sin økonomi i fremtiden.
Et andet og ofte overset element i omlægningen af taxametersystemet er, at regeringen ønsker at ligestille de tilskud, henholdsvis HHX og STX, modtager. Med det nuværende system er HHX'erne underfinansieret sammenlignet med de almene STX-uddannelser. Derfor vil omlægningen give et samlet løft til landets HHX'er.
Her findes også svaret på, hvorfor Frederikshavn Handelsskole får tilført ekstra midler i det nye system. Det har været en prioritet for regeringen at gøre op med uligheden i finansieringen mellem HHX og STX. Et ønske, der har været i mange år i uddannelses-debatten.
Samlet set er regeringens udspil netop en hjælp til de trængte uddannelser. Det er en stor omfordeling fra by til land, som samtidig ligestiller de mere praktisk orienterede ungdomsuddannelser. Det vil kunne mærkes derude, når omlægningen er helt på plads.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.