Mens troen, håbet og kærlighedslængslen trodser al hævdvunden fornuft og erfaring, når man med udsigt til sin snarlige død genoptager sin gamle, hengemte barnetro på de dødes opstandelse.

Moderne perspektiver på Kristi opstandelse

I dag mere end tidligere præsenterer Kristi opstandelse sig for os moderne, oplyste mennesker mere som et spørgsmål om mening i det hele taget – end om, hvorvidt den historiske person, Jesus fra Nazareth, stod op af graven engang for knap nok 2000 år siden. 

Det forskyder perspektivet fra opstandelsen som forkyndelse til opstandelsen som en slags eksistensterapi for den enkeltes personlighedsudvikling.

Moderne ateister ser det klart nok, og hos dem kan vi sagtens hente hjælp og vejledning: For hvis døden er det eneste, vi kan sætte vores lid til og stole på, så er livet meningsløst, uden formål og underkastet tilfældigheder.

Nyt nyhedsbrev fra Nordjyske Debat

Få de seneste debatindlæg direkte i din indbakke.

Skriv dig op til nyhedsbrevet lige her.

Ikke alene går vi selv til grunde; det samme gør jorden og universet. Fra intet til intet - og indimellem »noget«, som kortvarigt hyller os i dén naive forestilling, at vi har noget at betyde, og at der findes en kærlig og barmhjertige Gud, der er al begyndelse og al slutning. Både vores egen og universets.

Dertil kommer, at rigtig mange mennesker slet ikke har behov for forestillingen om et efterliv eller evigt liv. 

De frygter hverken døden som rent fysisk begivenhed eller, at døden gør det forbi med det liv, de kender. Og dén holdning til livet og døden betyder vel at mærke ikke, at disse mennesker nødvendigvis er ulykkelige og ikke lever meningsfulde liv. Det gør de og har ikke brug for mere. Heller ikke evangeliet om Jesu opstandelse som noget, der også gælder dem og betyder, de skal leve evigt.

Sandt er det også, at der vitterligt er meget ualvorlig hyggesnak om det evige liv blandt sentimentale og tryghedssøgende kristne. Så meget, at man godt kunne få på fornemmelsen, at det evige liv blot er en fortsættelse af det borgerlige liv, man afskærmer sin eksistens med, mens man lever. 

Himmeriget ligner på dén facon mere et sted, hvor realkreditlånet er afviklet, pensionen bliver udbetalt, samtalekøkkenet rent faktisk i brug - og man hygger sig.

Hvis man forestiller sig det, har man ikke forstået det kristne evangelium om Jesu opstandelse. Det samme har man heller ikke, hvis man afviser Jesu og ens egen opstandelse som ren ønsketænkning og flugt fra et liv, der er enten ulykkeligt eller for så vidt lykkeligt og godt nok i sig selv, og man ikke enten gider eller ønsker mere.

Evigt liv er ikke blot en fortsættelse af en kedelig hverdag

Vi gør os forestillinger om opstandelsen og det evige liv med udgangspunkt i det, vi kender og er trygge ved. Eller måske i det, vi på denne side af døden er blevet snydt for, men siden bliver kompenseret for i himmeriget.

Men det kristne evangelium om Jesu Kristi opstandelse er ikke en imødekommelse af vores forfængelige udødelighedstrang. 

Det troede ganske vist i vidt omfang de såkaldte Apostolske Fædre, som ligger i umiddelbar forlængelse af Det Nye Testamente. Men dengang levede man heller ikke ret længe, og dødeligheden var stor. Så det var ikke så mærkeligt.

Hvis man med troen på Kristus som Guds søn og den korsfæstede og opstandne frelser forestiller sig, man skal leve evigt som pensionssikret lønmodtager i Guds rige, forsømmer man at leve i tro, håb og kærlighed, mens man eksisterer lige nu og her. 

Evigt liv betyder ikke mere af det samme og er heller ikke en himmelsk tilbygning til den dennesidige parcelhustilværelse, hvor vi indhenter det forsømte.

Evigt liv som fortsættelse af det, vi kender og enten er glade for eller ulykkelige over, fremstår mere som et helvede af kedsommelighed og forskelsløshed, som tidløs ualvorlighed og er så banalt og forudsigeligt, at Gud næppe ville have sat sin gode rygte og sig selv på spil alene for det. 

For den treenige Gud, Kristi fader, er der noget helt andet og meget mere på spil.

Kærlighed er kernen i det kristne budskab

Hvad Kristus i sit liv og sin skæbne først og sidst forkynder er, at Gud er kærlighed. 

Ikke en hvilken som helst kærlighed, som vi mennesker med udgangspunkt i vores eget enten lykkelige eller ulykkelige liv forestiller os. Som Søren Kierkegaard flere gange skriver, så bliver det mere forkærlighedens kærlighed. Altså på vores egne præmisser og til vores egen fordel.

I kærlighed er der altid mindst to. Kærlighed er en relation med to ligeværdige parter, der tilvælger hinanden i frihed uden udefrakommende tvang.

Det aner vi fra den menneskelige kærlighed, der tankevækkende netop lykkes, når vi vover selv at spille en birolle i dens virkeliggørelse. Det sker i glimt, og de glimt kan vi leve på, mens pligten tager over, når kærligheden ikke bare giver sig selv. Det er nu engang kærlighedens dødelige vilkår.

Gud er altså kærlighed og ønsker fællesskab med os. 

Men Gud er Gud, og vi er mennesker – skabt i Guds billede, javist, men udleveret frihedens valg mellem godt og ondt og dødens adskillelse mellem elskende. Det er Gud ikke. Gud er kun kærlighed og vil kun det gode. På dén måde er hans vilje ikke fri.

Men netop som kærlighed må Gud naturligvis – havde jeg nær sagt! – tilstå hans over alt elskede skabning både selvstændigheden såvel som friheden til at tilvælge Gud frit og utvungen. Gud kan ikke gennemtvinge sin kærlighed over for os, uden at sætte sin kærlighed over styr, og så ville han ikke længere være den treenige Gud, der af kærlighed ofrede sig for vores skyld i Kristi lidelse, død og opstandelse.

Gud kan i det kristne evangelium ikke beholde sin almagt for sig selv. Han må bruge sin almagt til at blive noget andet end sig selv som almægtig Gud. Han må blive et menneske – men ikke som en udklædning, et kostume, som glitterstads og staffage. Men for at blive sig selv som kærlighed og fællesskab mellem sig selv og os menneskebørn.

Opstandelsen er Guds definitive kærlighedsgestus til os mennesker

Så både det lykkelige og ulykkelige menneske møder i Kristus, som Gud selv, sit livs første og sidste kærlighed. Opstandelsen er en definitiv ytring af Guds kærlighed til os mennesker, fordi den udtrykker hans ønske om evigt fællesskab – at ville gøre os til ét med sig selv, ligesom Kristus, den korsfæstede og opstandne, er ét med Faderen.

Dét er, hvad opstandelsen betyder: Fællesskab mellem Gud og os - forud for korsfæstelsen og døden bevidnet ved Jesu fællesskabsmåltid med disciplene, som han atter vil gentage med os i evigheden.

Det tror, forstår og antager alene dén, der af hjertet elsker og derfor kender Gud. Kærligheden frygter og nærer den dybeste uvilje mod døden, fordi død betyder adskillelse fra dem, vi elsker. Dén død frygtede Kristus også, men gik af altopofrende kærlighed ind under dens herredømme, døde og blev adskilt fra både Gud og mennesker.

Påskemorgen opstod Kristus fra døden igen, og dér ser vi mennesker både dengang og i dag således dén Guds kærlighed til os, som ikke lader sig adskille af døden, men som ønsker fællesskab til evig tid.

Glædelig påske.