Når proaktive mennesker går sammen om at skabe værdi for lokalsamfundet, har man i 200 år fundet andelsorganiseringen særdeles velegnet. Ingen kan tage patent på at være den egentlige opfinder eller den første til at praktisere ideen om at drive en organisation uden et kapitalistisk krav om profit.

Den danske andelsbevægelse er inspireret af Storbritannien, Frankrig og Tyskland. Den engelske bomuldsspinderiejer, Robert Owen, havde en ide om at kunne skabe en mere stabil arbejdsstyrke, hvis han gav dem gode vilkår. Han mente, at den menneskelige karakter og adfærd primært var formet af de fysiske og kulturelle vilkår. 

Rochdale-principperne

Derfor valgte Owen at uddanne sine arbejdere og forsynede dem med adkomst til billige livsfornødenheder, i form af fællesindkøb efter "hvile i sig selv princippet". Så tidligt som i 1844 stiftede en flok engelske pionere "Rochdale Society of Equitable Pioneers" i Rochdale, og de er bagmændene bag de verdensanerkendte regler for andelsorganisering.

Rochdale-principperne er et fokus for at forså den kooperative økonomi logik. Rochdale pionernes har syv principper for en selvhjælpsbevægelse:

Første princip: Frivilligt og åbent medlemskab.

Andet princip: Demokratisk medlemskontrol.

Tredje princip: Medlemsøkonomisk deltagelse.

Fjerde princip: Autonomi og uafhængighed.

Femte princip: Uddannelse, træning og information.

Sjette princip: Samarbejde mellem kooperativer.

Syvende princip: Bekymring for fællesskabet.

Man mente dengang, at kooperativer selskaber bør arbejde for en bæredygtig udvikling af deres lokalsamfund gennem politikker, godkendt af deres medlemmer. Allerede i 1866 samlede pastor Hans Chr. Sonne og en kreds af Thisted-borgere sig og stiftede Danmarks første levedygtige brugsforening. Dengang var den bærende idé, at forbrugerne skulle indgå i et fællesskab for at tilvejebringe bedre og billigere fødevarer. Alle medlemmerne af Brugsen var ejere af butikken, og man holdt sammen om at købe ind lokalt. Altså den samme andelstanke som mejerier og slagterier er bygget på.

Forbrugerne har ikke tilhørsforhold

Når vi nu ser, at Danish Crown lukker slagterier på stribe, og landmændene sender deres grise til slagtning i Polen og Tyskland, kan det med god ret tolkes som, at det demokratiske ejerskab af slagteriet ikke længere er reelt. Landmanden ser ikke, at det er hans slagteri længere. Når forbrugerne ikke primært handler i Coop, men i Rema 1000 og Spar-købmanden, er det fordi forbrugerne ikke længere har et tilhørsforhold eller ejerskab af Coop. De siger ikke længere "vores" Brugs.

I Blokhus har vi et andelsejet vandværk med 2300 husstande, hvoraf 90 procent er sommerhuse. Alligevel kan vi mønstre mellem 150-200 medlemmer til den årlige generalforsamling. Det er her afgørende, at forbrugerne oplever, at de har reel indflydelse, og at de bliver respektfuldt involveret i driften. I Blokhus omtales vandværket ikke som "Blokhus Vand" – men som vores vandværk.

Arla, Danish Crown, Andel, Coop, Norlys, DLG, Nykredit, OK og mange andre af de store andelsorganisationer har fusioneret sig til stor professionelle økonomiske kapitalapparater, som i dag kun har andelsbevægelsen som et kuriøst appendiks til de primære formål, som i dag ikke er at skabe værdi for dets ejere.

Selskaberne er farlige redskaber for ledere med store personlige ambitioner om storhed og vækst. De herreløse formuer er uden reel demokratisk kontrol. Med Coop som et godt eksempel, må man rejse spørgsmålet om koncerner i den størrelse, reelt set lader sig lede som en demokratisk organisation.

Når en andelsorganisation har nået en størrelse, hvor det bliver svært eller reelt set umuligt at have en demokratisk indflydelse, bør man gennemføre en transformation til et almindeligt aktieselskab, så den kan lade sig lede udelukkende efter de traditionelle kommercielle, finansielle styringsparadigmer.

Coop kan sammenlignes med en hjertepatient, der er faldet om, og nu er de blevet reddet med en hjertestarter. 

Det bliver man sjældent rask af, men måske kan man være heldige at få et par gode år mere.