Regeringspartier: Afskaf skørt krav
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.
Hvis man brændende ønsker sig et barn, men ikke kan blive gravid, er det en stor sorg.
Og desværre er der stadig flere, som har svært ved at skabe den børnefamilie, de drømmer om.
Derfor har regeringen taget flere initiativer for at hjælpe de mange enlige og par, der oplever ufrivillig barnløshed. Vi har for eksempel gjort det muligt at få op til seks graviditetsforsøg med reagensglasbehandling – det er en fordobling i forhold til tidligere.
Vi har også gjort det muligt at få hjælp til barn nummer to uden egenbetaling, så flere kan få opfyldt drømmen om en lillebror eller lillesøster. Og som noget nyt kan lesbiske kvinder også donere æg til deres partner.
Men selvom regeringen har gjort rigtig meget for at styrke fertilitetsbehandlingen, så er der stadig krav, som står i vejen for manges ønske om at få børn. Det ønsker vi at ændre på.
Konkret foreslår vi, at vi gør rammerne for ægdonation mere fleksible, så vi sikrer, at flere kan få hjælp til at blive forældre. Efter vores opfattelse er de nuværende regler om ægdonation for rigide. Det er nemlig kun muligt for kvinder, som gerne vil hjælpe ufrivilligt barnløse, at donere æg til en bestemt modtager.
Det kaldes "dedikeret ægdonation". Samtidig følger det af kravet om dedikeret donation, at fertilitetsklinikkerne først må udtage æg, når der er fundet en konkret kvinde, som vil modtage æggene.
Spild af donoræg
Kravet afskærer i praksis mange kvinder fra at donere æg og dermed hjælpe andre med at få blive forældre.
I en situation, hvor der er mangel på donoræg, og fødselstallet i Danmark er nedadgående, er det helt skørt – og spild af æg. Derfor ønsker vi at afskaffe det nuværende krav, så det bliver muligt at donere og udtage æg, selvom der ikke på tidspunktet for donationen er en konkret modtager.
På den måde vil fertilitetsklinikkerne også kunne opbygge et lager af æg til brug for fertilitetsbehandling, så ufrivilligt barnløse hurtigere kan komme i behandling. Det er vigtigt for os at understrege, at det ikke betyder, at vi nu åbner for et marked, hvor fertilitetsklinikker kan købe og sælge æg.
Klinikkerne må fortsat ikke drive kommerciel handel og opkøbe og opbevare ubefrugtede donoræg for derefter at sælge dem videre til en anden klinik. Og det vil også fortsat være et krav, at æggene, der udtages, skal bruges til at behandle barnløse.
Men ved at gøre rammerne for ægdonation mere fleksible, kan vi hjælpe flere kvinder, der har brug for ægdonation. Og samtidig giver vi de kvinder, der gerne vil hjælpe andre til at få børn, mulighed for at gøre det på en fleksibel måde. Det kan være med til at reducere ventetiden på fertilitetsbehandling og bidrage til, at flere par og enlige kan få opfyldt deres drøm om at skabe en børnefamilie.
Vi håber, at der blandt partierne i Folketinget vil være opbakning til vores forslag. For med en politisk aftale kan vi tage endnu et vigtigt skridt for at styrke fertilitetsbehandlingen til gavn for de mange danskere, der brændende ønsker sig et barn og har brug for en hjælpende hånd.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.