SF om Lunde: En fuldstændig falsk historie
TILLID: Siden sit mislykkede kupforsøg sidste søndag har Jes Lunde fra Radikale Venstre haft travlt med at sprede en historie om, at hans pludselige skifte til de borgerlige udelukkende handlede om politik – og slet ikke havde noget at gøre med hans egne personlige ambitioner og borgmesterdrømme.
Jes Lunde prøver helt konkret at bilde Aalborg Kommunes borgere ind, at når han løb fra sin egen underskrift på konstitueringsaftalen med Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten i et forsøg på selv at blive borgmester med de blå stemmer, så gjorde han det for at styrke den grønne omstilling og prioritere børnene.
Det handlede ikke om ham selv.
Det er selvfølgelig en fuldstændig falsk historie, og det har borgerne i Aalborg tydeligvis også gennemskuet.
Jes Lunde har delt sin såkaldte ”politiske aftale” med de borgerlige, som skulle gøre ham til borgmester, og lad mig slå fast, at der står intet om grøn omstilling og bedre forhold for børn og unge i aftalen, som han ikke kunne have fået igennem sammen med S, SF og Ø.
Hvis det alene handlede om politik, kunne han have fået en endnu mere ambitiøs aftale om grøn omstilling og investeringer i børn og unges vilkår med SF og de andre partier, som han allerede havde lavet konstitueringsaftale med på valgnatten.
Jes Lundes ageren har handlet om én ting: Jes Lundes egne personlige ambitioner og drømmen om at afslutte sin politiske karriere med fire år på borgmesterkontoret i Aalborg. Det har intet at gøre med politik, og det ville klæde ham at sige det åbent i stedet for at skjule sig bag en forløjet historie, som ikke har noget med virkeligheden at gøre.
Jeg tror på, at man kommer længst med ærlighed – også i politik. Når man foretager så dramatisk et skifte for egen vindings skyld, skylder man at være ærlig omkring sine motiver.
Alt andet er uordentligt.
Aalborgenserne kan godt gennemskue og tåle sandheden – spørgsmålet er, om Jes Lunde kan og tør sige den højt?
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.