Debat

Skærpede adgangskrav på ungdomsuddannelser vil fjerne muligheder for unge

- Så spørgsmålet er: Vil vi virkelig sikre større tilgang til erhvervsuddannelserne ved at begrænse de unge i deres uddannelsesvalg – og særligt begrænse de unge, som bor i kommuner langt fra storbyerne? Skriver skribenterne i dette indlæg.
- Så spørgsmålet er: Vil vi virkelig sikre større tilgang til erhvervsuddannelserne ved at begrænse de unge i deres uddannelsesvalg – og særligt begrænse de unge, som bor i kommuner langt fra storbyerne? Skriver skribenterne i dette indlæg. Privatfoto

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

På Christiansborg summer det igen på gangene om at indføre skærpede adgangskrav på de gymnasiale uddannelser. Adgangskrav, som kræver, at kommende gymnasieelever skal have et karaktergennemsnit fra folkeskolen på 6,0. 

Begrundelsen for forslaget er, at flere unge så vil søge mod erhvervsuddannelserne. I Frederikshavn Kommune forstår vi vigtigheden af, at flere unge tager en erhvervsuddannelse. 

Vi har i særlig grad et arbejdsmarked, som har brug for unge med den baggrund. 

Men vi køber ikke præmissen om, at et skærpet adgangskrav til de gymnasiale uddannelser automatisk vil medføre flere unge på erhvervsuddannelserne. Det er uhyre svært at styre de unges uddannelsesvalg. 

Mange faktorer spiller ind, og det kan være alt fra logistik til forældrenes uddannelsesbaggrund til de unges egen motivation. Til gengæld er det uhyre let at gennemskue konsekvenserne for Frederikshavn Kommune og andre lignende kommuner, hvis der bliver indført skærpede adgangskrav på de gymnasiale uddannelser. 

Skævvridning på ungdomsuddannelserne

For det første vil forslaget medføre en geografisk skævhed. De unge i Frederikshavn Kommune vil få betydeligt vanskeligere ved at få en studenterhue end unge i Frederiksberg Kommune.

Vi har en langt større andel af unge, som har karaktergennemsnit under 6, når de søger ind på de gymnasiale ungdomsuddannelser. 

Hvis vi kigger på årgang 2023, ville et skærpet adgangskrav på et karaktergennemsnit på 6 betyde, at 21 procent af ansøgerne ikke ville komme ind på de gymnasiale uddannelser i Frederikshavn Kommune. 

Til sammenligning drejer det sig for eksempel kun om 7 procent i Hørsholm Kommune. 

Der vil altså komme en markant skævvridning. 

For det andet vil det betyde, at det bliver langt sværere at opretholde attraktive ungdomsuddannelser her i kommunen, da vi i forvejen er ramt af et faldende elevtal på grund af den demografiske udvikling. 

Samtidig er et fravalg af gymnasial uddannelse ikke ensbetydende med, at de unge tager en erhvervsuddannelse. For det tredje vil det ramme Frederikshavn Kommune yderligere på grund af befolkningens sammensætning. 

Vi har langt flere elever, der kommer fra uddannelsesfremmede hjem end i storbykommuner og kommuner, der er opland til storbyerne. Vi risikerer dermed at skabe en velfærdsmæssig slagside. 

Så spørgsmålet er: Vil vi virkelig sikre større tilgang til erhvervsuddannelserne ved at begrænse de unge i deres uddannelsesvalg – og særligt begrænse de unge, som bor i kommuner langt fra storbyerne? 

Vi bør i stedet fokusere endnu mere på at bygge bro mellem de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne, så vi ikke lukker mulighederne for de unge, men i stedet åbner dem – også selvom man som ung bor i Danmarks nordligste kommune langt fra Christiansborg.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden