Skovrejsning er godt for klimaet – men landmændene skal høres og kompenseres
Danmarks skove optager langt mere klimaskadelig CO2 end hidtil antaget. I alt 1,7 millioner tons CO2 mere i 2030 end forventet. Sådan lyder en ny fremskrivning fra Københavns Universitet, der nu får journalister til at stille os i Danmarksdemokraterne spørgsmålet: Kan I så ikke gå med til en mildere CO2-afgift på landbruget, nu hvor samfundet er tættere på at nå reduktionsmålet, end man hidtil har regnet med?
Svaret er simpelt: Nej!
Som vi har sagt igen og igen, kommer vi aldrig til at støtte indførelsen af regeringens CO2-afgift, uanset hvordan den måtte udformes. For vi ved med sikkerhed, at en CO2-afgift vil forringe danske landmænds konkurrenceevne og flytte udledninger til udlandet. Det gavner ikke nogen.
Tværtimod vil det ødelægge danske arbejdspladser og føre til yderligere skævvridning mellem land og by. Det vil vi ikke være med til.
Skovrejsning som mulighed
Vi vil derimod gerne være med til at undersøge mulighederne for at rejse mere skov i Danmark, som ekspertudvalget med Michael Svarer i spidsen også foreslår.
Hvis landmænd har lyst til at afgive hektar til skovrejsning, står det dem naturligvis frit for. Det er bare vigtigt, at det sker ad frivillighedens vej, og at landmændene bliver kompenseret.
Helt grundlæggende mener vi i Danmarksdemokraterne, at gulerod frem for pisk er vejen frem.
Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at understøtte den indsats, vi allerede ser i dansk landbrug. En udvikling i form af bæredygtige løsninger som pyrolyse, fodersammensætninger, udnyttelse af overskudsvarme, grøn gødning og meget andet – herunder yderligere skovrejsning.
Det er med flid, dygtighed og innovation, at danske landbrug allerede i dag er blandt de mest klimaeffektive i verden. Hvorfor gamble med den position ved at indføre en ødelæggende CO2-afgift? Endda som det eneste land i verden.
Borgmestre i regeringspartiet Venstre glæder sig over nyheden om, at skovene optager mere CO2 end forventet. Det kan måske få Venstre på Christiansborg til at arbejde for en mildere CO2-afgift på landbruget, siger de. I Danmarksdemokraterne mener vi, at Venstre-toppen i regeringen burde kigge indad og se at komme helt ud af de forhandlinger. Nogen er nødt til at sige fra.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.