Hvis man kigger ind ad vinduerne frem for ud, vil man kunne se en broget elevgruppe med mange udfordringer og meget forskellige vilkår. 

Mange af dem, der kigger udefra, tillægger skolen en elitær fortælling pga. målgruppen, som skolen favner. Dog er det et helt forkert billede at male.

Skolen rummer mange udfordringer og jonglere med utallige bolde for at skabe trivsel i en ellers udsat gruppe på det punkt. 

Til trods for den grænsefortælling om skolen har jeg altid stået ved mit tilhørsforhold, fordi skolen har gjort en kæmpe forskel for mig, men i disse dage skammer jeg mig faktisk lidt.

Alle mennesker har brug for et sted at være. Det ved Mentiqa-elever og forældre i højere grad end de fleste, og det gælder altså også nogle af de mest udsatte mennesker i vores kommune. Den rummelighed må man kunne udvise. 

Hvis elevgruppen på Mentiqa ikke har ændret sig synderligt, siden jeg gik ud i 2020, vil placeringen af en skurby være en af de mindste problemer i dagligdagen.

En påvirket borger er ikke farlig at møde i busskuret, da slet ikke, når man fx er otte elever sammen. 

Til gengæld har skolen forsøgt at få et fodgængerfelt i 10 år, fordi overgangen til busstoppet på Thistedvej er farlig, især for de yngste elever.

Fra mit synspunkt, selvom jeg ikke længere sidder og spejder ud over horisonten fra et klasselokale på første sal, så vil jeg ikke mene, at en sådan skurby ikke godt kunne indgå mellem kolonihaver, rygeområdet og en meget trafikeret vej. 

Selvfølgelig skal man snakke med eleverne om det, men der ligger så meget læring i at give plads til andre typer af mennesker, også dem, man ikke lige umiddelbart forstår. Til gengæld synes jeg, at det er langt over dato, at det fodgængerfelt bliver etableret, for det er en reel farer for elevernes sikkerhed!