Socialdemokraterne gambler med Aalborgs økonomi
PENGE: Enten er de tre socialdemokrater, Asser Mortensen, Evald Lange Riise og Tobias Bøgeskov, dårligere til økonomi end en gennemsnitlig 10-årig, eller også lyver de bevidst om de økonomiske fordele ved, at kommunen bliver EU’s kulturhovedstad i 2032. Deres påstand om, at dette projekt vil bringe kommunen på fode økonomisk, er ikke bare misvisende, men direkte skadelig for Aalborg Kommune.
Kommunen har planlagt at investere 83 millioner kroner i projektet. Det er penge, som kunne have været brugt langt bedre andre steder i kommunen og været med til at sikre de nødvendige forbedringer af byen. Aalborg Kommune kæmper allerede med økonomiske udfordringer og har i de kommende år et driftsunderskud på 100 millioner kroner om året. Så at smide så mange penge efter en usikker investering som at blive kulturhovedstad er direkte uansvarligt. I deres læserbrev kritiserer de mig for at modarbejde EU-støtten til kommunen, som udgør 11 millioner kroner. Men en gave på 11 millioner kroner er intet værd, når den koster kommunen 83 millioner kroner at modtage. De griske socialdemokrater kan måske ikke modstå penge udefra, men for den økonomisk ansvarlige er det en dårlig aftale.
Selvom de tre kammerater påstår, at Aarhus tjente på deres formandskab, så er virkeligheden en anden. Ifølge EU’s egne oplysninger er der ikke et eneste eksempel på, at tidligere kulturhovedstæder har tjent penge på at have titlen, tværtimod.
Derfor er det en illusion at tro, at Aalborg vil være undtagelsen. De påstande, som Mortensen, Riise og Bøgeskov fremsætter om, at projektet vil skabe 2.000 nye arbejdspladser, er ligeledes fuldstændig uden belæg og hold i virkeligheden. Det tal svarer næsten til størrelsen på byens største arbejdsplads.
Selv den mindst erfarne politiker eller økonom kan se, at det er ren fantasi.
Med et kommunalvalg i næste uge er det tid til at kræve ansvarlighed fra vores politikere og sørge for, at vi investerer i det, der reelt vil gavne vores kommune og borgerne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.