I forvejen har ufrivilligt barnløse i år fået ret til flere gratis forsøg med reagensglasbehandling i det offentlige sundhedsvæsen, så antallet af forsøg hæves fra tre til seks.

For mig er det ubetinget positivt, at regeringen, som indtil nu mest af alt har været kendt for at fratage os alle sammen en helligdag (store bededag), at bede mennesker på deltid om at oppe sig og komme op på fuldtid og for at ville skære i de unges SU og derved gøre det vanskeligere for unge mennesker at vælge om, hvis de er kommet til at vælge en forkert uddannelse, nu endelig sætter familien og børnene i centrum.

Medaljens bagside

Jeg glæder mig således over, at regeringen med dette forslag vil understøtte familierne i at kunne skabe den familie, som de ønsker sig. 

Men medaljen har en bagside, for hvis forslaget om at gøre det lettere at få barn nummer to skal blive en succes – ikke bare på papiret, men også i praksis for den enkelte familie, er regeringen for mig at se nødt til også at tage hensyn til familien og til balancen mellem familie og arbejdsliv på de områder, hvor regeringen indtil nu har signaleret det stik modsatte.

Det understøtter således ikke en sund balance mellem familieliv og arbejdsliv, at man fjerner et årligt åndehul i form af store bededag. Det understøtter heller ikke nødvendigvis en sund balance mellem familieliv og arbejdsliv, hvis man tvinger mennesker, der i dag arbejder på deltid, op på fuld tid. 

Vi har således som samfund en forpligtelse til at sikre, at alle de børn, som måtte komme til verden som barn nummer to – og alle andre børn i øvrigt – ikke skal vokse op i stressede, fortravlede og forjagede familier, som ikke har den nødvendige tid og det nødvendige overskud til at sikre børnene en god og tryg opvækst.

Statsministerens ufleksible tilgang

Vi ved fra forskning, blandt andet fra Videncenter for God Arbejdslyst, at en sund balance mellem arbejdsliv og familieliv har en afgørende indflydelse på den enkeltes trivsel og arbejdslyst.

Og at mennesker, der oplever høj arbejdslyst på deres arbejde også har større overskud, når de kommer hjem fra arbejde.

Statsministeren er ved flere lejligheder blevet citeret for følgende: ”Der er alle mulige mennesker, der mener, vi kan arbejde mindre. Glem det, venner. Glem det”. Statsministerens noget ufleksible tilgang til det at arbejde, er for mig at se en væsentlig grund til, at medaljen har en bagside, når nu regeringen kommer med et i øvrigt glimrende forslag om at sikre familierne bedre mulighed for at få barn nummer to.

At betragte arbejdslivet som en uforanderlig størrelse og en standardmodel, hvor vi alle skal kunne passe ind i en kasse, der hedder 37 timer om ugen, fra vi træder ind på arbejdsmarkedet og til, at vi forlader det igen, passer umiddelbart dårligt sammen med det der i øvrigt kendetegner livet. 

Vores behov, ressourcer og overskud ændrer sig typisk i takt med at vores livssituation ændrer sig – fx når vi får barn nummer to. Det bør der naturligvis også kunne tages højde for i arbejdslivet.

Vi bør med andre ord stille krav om, at forslaget om ret til gratis fertilitetsbehandling til barn nummer to følges op af et mere familievenligt samfund og af en politik, der i langt højere grad end tilfældet er i dag understøtter familierne og en bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv.