Debat

Svarer læser: - Jeg har forsvaret Aalborgs interesser

Den planlagte løsning hen over Egholm kan derfor bidrage til grundvandsbeskyttelsen i Aalborg, skriver borgmesteren.
Den planlagte løsning hen over Egholm kan derfor bidrage til grundvandsbeskyttelsen i Aalborg, skriver borgmesteren. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 17:49

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Tak for dit læserbrev om vores “danske guld” nemlig vores drikkevand, Keld.

Helt overordnet mener jeg ikke, at den 3. Limfjordsforbindelse vil skade vores drikkevandsinteresser, så den præmis er jeg ikke enig i.

Jeg bakker op om den 3. Limfjordsforbindelse, da det bliver en kæmpe gevinst for hele Nordjylland, da alt for mange holder i kø ved Limfjordstunnellen i dag. 

Vækst, arbejdspladser og bosætning afhænger alt sammen af, at borgere og varer kan krydse Limfjorden.

Jeg varetager både vand og transport, som for mig at se er grundlæggende værdier i et moderne samfund. Det er mange eksperter også enige i. Så det er ikke et enten eller. Det er et både og.

Jeg er enig med dig i, at der skal være rent drikkevand til vores børn. 

Jeg har som formand for DANVA været meget involveret i at beskytte Danmarks drikkevand – og selvfølgelig også Aalborgs. Det er jeg stolt af, og hele den socialdemokratiske byrådsgruppe i Aalborg er fortsat meget optaget af denne vigtige og langsigtede strategi.

Væk med lange køer - op med skov

Vi vil samtidig sikre gode og optimale transportstrukturer i vores område, så nordjyderne i hverdagen ikke skal bruge for meget tid på at holde i lange køer.

Den 3. Limfjordsforbindelse hen over Egholm er den bedste løsning både trafikalt og samfundsøkonomisk. Det har Vejdirektoratet undersøgt og konkluderet ad flere omgange. 

Jeg oplever, at bekymringer er blevet taget seriøst og undersøgt til bunds af Vejdirektoratet. 

Erstatningsnatur bliver bl.a. etableret 1:2, og her i Aalborg Kommune har vi gjort Vejdirektoratet opmærksom på, at vi ønsker, at naturen bliver i Aalborg Kommune, og at den natur kan blive brugt netop til grundvandsbeskyttelse med skovrejsning m.m. 

Skovrejsning i lokalområder giver ejerskab til borgere, fordi det giver både grundvandsbeskyttelse, mere natur og kan bruges rekreativt. Den planlagte løsning hen over Egholm kan derfor bidrage til grundvandsbeskyttelsen i Aalborg.

Og hvordan sikrer vi så det?

Vi beskytter drikkevand

Jeg har forsvaret Aalborgs interesser med det høringssvar, som vi har sendt fra Aalborg Kommune til Vejdirektoratet.

Vi understreger i høringssvaret, at Aalborg Kommune ønsker anlægsløsninger, som vi har god erfaring med fra andre steder i kommunen, hvor motorvej og veje er anlagt tæt på drikkevandsinteresser, og ikke skader vores drikkevand.

Det er f.eks. gældende i dag ved E45 omkring Visse.

Socialdemokratiet i Aalborg Kommune bakker op om kommunens indsatsplaner, som et værktøj til grundvandsbeskyttelse. Det har vi gjort systematisk siden 1998. 

Foreningen Grundvandssamarbejde Aalborg har også været med til at beskytte ca. 1.500 hektar land. 

Aalborg Kommune er dermed en af Danmarks foregangskommuner med at beskytte grundvand. 

Vores holdning i forhold til drikkevandsinteresserne er, at vi skal have beskyttet større sammenhængende områder igennem grundvandsparker på 200.000 hektar, hvor grundvandet dannes. 

Det skal være muligt at ekspropriere jord til grundvandsbeskyttelse. Og så må vi stille os selv spørgsmålet om erstatningernes størrelse ikke er ude af proportioner.

Vandsagen fik et godt aftryk på Finansloven for 2022 via etablering af en drikkevandsfond, så der er politisk handling, men vi skal handle både lokalt, nationalt og internationalt for at passe vores danske guld.

Jeg arbejder for nordjydernes hverdag - både når det gælder vand og transport.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden