Tidligere topchef: Nordjyske virksomheder seriøst bagude på digitale point
For få dage siden lagde digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre vejen forbi Aalborg. Med sig havde hun nogle tankevækkende tal fra Danmarks Statistik:
·13 % af Danmarks industrivirksomheder ligger i Nordjylland, men de står kun for 4 % af investeringerne i digitalisering
·Nordjylland er den næstmindst digitale region i Danmark
·De nordjyske SMV'er ligger under det nationale gennemsnit ift. digitalisering.
Selvom jeg har arbejdet med digital forretningsudvikling i mange år og kender situationen derude, så var ministerens tal alligevel svære at fordøje. Især fordi under-digitalisering typisk medfører tab af vigtige forretningsmuligheder, og fordi digitalisering hele tiden bliver mere vigtig.
Eller sagt på en anden måde: Virksomheder, der undlader at digitalisere deres forretningsprocesser, sakker bagud med stadig større fart – og det gælder i flere og flere brancher.
Gør som Søren der digitaliserer sin kaffe
Lad mig komme med et godt, nordjysk eksempel på, hvorfor digitalisering er så enorm vigtig for konkurrencedygtigheden: Kaffeleverandøren Bentax som har sit hovedkvarter i Svenstrup.
Da jeg for nogen tid siden trådte ind i selskabets bestyrelse, var det med en forestilling om, at jeg igen skulle overbevise en lidt skeptisk direktion om at bruge flere ressourcer på digitalisering. Men selskabet havde allerede et solidt greb om digital forretningsudvikling.
Bentax ønsker ikke at være en B2B kaffeleverandør i traditionel forstand – men ser nærmere sig selv som en tech-virksomhed der leverer kaffe, te og kaffemaskiner. Det er derfor en naturlig del af virksomhedens DNA at vurdere sine produkter, services og processer med digitale briller, og det kan tydeligt mærkes på både top- og bundlinje.
Først og fremmest fordi medarbejderne med de rette digitale værktøjer har konstant indsigt i alle centrale forretningsprocesser og kan træffe de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter. Samtidig får kunderne også nemme værktøjer til selvbetjening, som sparer tid og øger fastholdelsen.
Og skulle de alligevel glemme at genbestille, så sender IoT-sensorer i Bentax' kaffemaskiner automatisk besked, hvis de er ved at være tomme. Det gavner både kundeservice, mersalg og fastholdelse. Hvem skiller sig af med en leverandør, som både har de rigtige priser og en digital selvbetjening, der får hverdagens kaffeleverancer til at køre som på kuglelejer?
Kom ind i kampen, Nordjylland
Som ministerens nøgletal kun alt for tydeligt viser, så haster det med, at nordjyske virksomheder bliver mere digitale. Forandringen starter hos direktion og bestyrelse. Det er topledelsens ansvar at danne bro mellem, hvor virksomheden er i dag, og hvor den skal være i morgen.
Start med at lægge en strategi for, hvordan I vil arbejde med digitalisering og hvorfor. Sæt penge af til det, opstil et realistisk roadmap og evaluér grundigt på hvert initiativ. For hver evalueringsrunde bliver det nemmere at træffe de rigtige valg.
Tag ikke udgangspunkt i bestemte software-produkter eller deres funktioner. Forretningsdrevet digitalisering handler ikke om at presse firkantede it-klodser ind i en ellers uændret organisation.
Tænk i stedet i processer. Hvordan kan digitalisering indgå i jeres produkter? Som fx IoT-moduler i Bentax' kaffeautomater der gør kundens hverdag lettere. Hvordan kan digitalisering gøre jeres medarbejdere mere effektive? Hvad har de brug for at vide og hvornår? Hvordan kan digitalisering tiltrække flere kunder og fastholde dem?
Udfordringen kan måske virke overvældende, men Rom blev ikke bygget på en dag. Det gælder først og fremmest om at skabe organisationer, der er i stand til at eksekvere på de digitale muligheder.
Fremtidens vindere bliver dem, der har en god forståelse af deres egen digitale modenhed i forhold til konkurrenterne, og som skridt for skridt arbejder sig i den retning, der passer bedst til deres branche, forretning og kunder.
Det er nu, der skal satses digitalt, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at de nordjyske virksomheder har, hvad der skal til – det blot kræver fælles vilje til handling.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.