Debat

Dansk kulturarv står og forfalder i Aalborg: De må reddes

Vester Mariendal Mølle i Aalborg er i meget dårlig stand, nu overvejer Aalborg Kommune at sælge den.
Vester Mariendal Mølle i Aalborg er i meget dårlig stand, nu overvejer Aalborg Kommune at sælge den. Foto: Lars Pauli

Opdateret kl. 13:45

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Aalborg Kommune har fire historiske vindmøller - Vodskov Mølle, Ulsted Mølle, Mariendal Mølle og Ø. Sundby Mølle. 

De to sidstnævnte møller, som er kommunale, er særdeles markante og synlige vartegn for Aalborgs sydlige og østlige bydele.

Lokale møllelaug går og hygger sig med at holde Vodskov og Ulsted Møller i en særdeles flot stand med økonomisk hjælp fra medlemmerne, kommunale puljer og private fonde. 

På de kommunale møller Mariendal og Ø. Sundby er der til gengæld ikke ofret i én krone i mange år, hvorfor de forfalder mere og mere. 

I stormvejr udgør møllerne faktisk en potentiel risiko for trafikken og de omkringliggende boliger.

I Nordjyske 10. april kunne vi læse, at Aalborg Kommune ikke ønsker at komme det nystiftede Mariendals Møllelaug i møde og påtage sig nogle mindre driftsomkostninger. 

Man vil hellere sælge til en privat investor, så der kan indrettes kontorer i vindmøllen. Ved etablering af kontorlokaler vil det være lovpligtigt at etablere niveaufrie adgangsforhold, toiletfaciliteter og isolering af møllens klimaskærm iht. gældende bygningsreglement. Markante ændringer som for altid vil ødelægge den fantastiske kulturarv, Mariendal Mølle er.

Når mindre lokale møllelaug kan lykkes med at restaurere og vedligeholde deres møller, er det os ubegribeligt, at en storkommune som Aalborg Kommune ikke kan. 

Det er os lige så ubegribeligt, at Aalborg Kommune ikke ønsker at tage møllelaugene i Ø. Sundby og Mariendal i hånden og sammen gå til private fonde med anmodning om økonomisk hjælp til tiltrængte restaureringer. 

Realdania er for eksempel en filantropisk organisation, som arbejder for at bevare den danske bygningsarv, men der findes mange andre fonde, som gladelig hjælper med at bevare to af Aalborg Kommunes mest fantastiske og markante vartegn.

Mariendal og Øster Sundby Møller fra hhv. 1893 og 1910 skal reddes som pragtfulde eksempler på danske kulturarv – ikke sælges til private rigmænd.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden